Louis van Gaal: Jeg vil være United-manager

Den hollandske landstræner indrømmer, at han efter sommerferien vil være manager i Premier League-klubben

Louis van Gaal synes sikker på jobbet som United-manager. (Foto: AP)
Louis van Gaal synes sikker på jobbet som United-manager. (Foto: AP)

På rygteplan er Louis van Gaal blevet udpeget som den næste permanente manager i Manchester United, som i sidste måned fyrede David Moyes.

Nu indrømmer den hollandske landstræner for første gang selv, at han vil have jobbet.

- Jeg ville elske jobbet. Jeg håber, at jeg bliver den, som får det, siger 62-årige Louis van Gaal til BBC.

Van Gaals kontrakt som hollandsk landstræner udløber efter sommerens VM i Brasilien, og han har for længe siden meldt ud, at han ikke bliver på posten.

Se også: Så skulle den være sikker: Van Gaal ny boss i United

- I, medierne, tænker, at jeg er "manden" til jobbet, men det vigtigste er, om Manchester United tænker det samme, siger Louis van Gaal, der i interviewet kalder United "for verdens største klub".

Han fastslår dog, at fokus er 100 procent på VM lige nu.

- Jeg er hollandsk landstræner. Jeg har ventet længe på at være med i en VM-slutrunde, så det er vigtigt, at mit fokus er på Holland nu. Alt dette om United har ingen effekt på mig. Jeg har tilbud hele tiden. Jeg kender fodboldverdenen, og jeg ved, hvad dette betyder, siger han.

I øjeblikket er Ryan Giggs midlertidig manager for United, der indledte sæsonen som mesterhold. Inden den igangværende sæsons sidste spillerunde på søndag er United placeret på en yderst skuffende syvendeplads.

Ifølge BBC er det ventet, at United i næste uge melder ud omkring en permanent manager for den kommende sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer