Van Gaal vil være mester med det samme

Manchester United-manageren vil ikke tage til takke med middelmådige placeringer - han vil være mestre i første forsøg

Louis van Gaal går behårdt efter mesterskabet i sin første sæson som Manchester United-manager. (Foto: AP)
Louis van Gaal går behårdt efter mesterskabet i sin første sæson som Manchester United-manager. (Foto: AP)

Manchester United offentliggjorde mandag aftalen med Louis van Gaal, der bliver manager for de kommende tre år. Dem skal han bruge på at genopbygge Manchester United, der under David Moyes i denne sæson endte som nummer syv i Premier League.

En sådan placering kan den nye manager ikke acceptere. Han har allerede fundet sin målsætning, og den er helt simpel.

- At de vender tilbage så hurtigt som muligt til plads nummer et. At fansene vil se dem som engelske mestre igen inden for et år. Spanien så mig få succes i mit første år, og det gjorde Tyskland også. I England må det også være muligt, men der kan kun være en mester. Jeg ville blive stolt, hvis det lykkedes med det samme, siger Louis van Gaal ifølge Fifa.com.

David Moyes lagde som Manchester United-manager meget vægt på, at man var inde i en overgangsfase fra Alex Ferguson til ham, og der var brug for tid til at få smeltet et nyt storhold sammen. Den præmis virker van Gaal ikke til at købe. Han vil vinde.

Og han vil også bruge netop Alex Ferguson som en form for sparringspartner til det job, som skotten besad i en menneskealder.

- Jeg skal helt sikkert have en drink med ham. Det har jeg ofte gjort før. Vi er meget ens: Jeg lægger også altid mere pres på mig selv, end andre folk gør, siger van Gaal.

Inden Louis van Gaal overtager i Manchester United, skal han lige en tur med Holland til VM i Brasilien.

0 kommentarer
Vis kommentarer