Fulham-dansker skamroser Meulensteen

- Meulensteen er en dygtig manager, der giver os unge spillere chancen, siger Fulhams dansker Lasse Vigen Christensen

19-årige Lasse Vigen Christensen har fået sin debut for Fulham i denne sæson. Her i januar har han fået spilletid i to FA cup-kampe. Næste mulighed for spilletid er søndagens udekamp i FA Cupens fjerde runde mod Sheffield United. (Foto: PA)
19-årige Lasse Vigen Christensen har fået sin debut for Fulham i denne sæson. Her i januar har han fået spilletid i to FA cup-kampe. Næste mulighed for spilletid er søndagens udekamp i FA Cupens fjerde runde mod Sheffield United. (Foto: PA)

Han er den ukendte dansker i Premier League, 19-årige Lasse Vigen Christensen.

Han har stadig Premier League-debuten til gode, men den ligger lige om hjørnet for den talentfulde midtbanespiller.

For siden René Meulensteen overtog managerposten i Fulham fra Martin Jol omkring 1. december er der virkelig sket en mindre revolution for de unge talenter på Craven Cottage.

- René Meulensteen er en meget kompetent manager med nogle fine ideer. Jeg synes, han har været meget dygtig til at få integreret mange unge spillere til træningen på førsteholdet. Vi er fire-fem unge talenter, der træner med på lige fod med de etablerede. Han viser virkelig, han tror på os, siger Lasse Vigen Christensen til Ekstra Bladet.

Den tidligere FC Midtjylland-spiller fik sin debut på Fulhams førstehold 4. januar i FA Cup-kampen mod Norwich, hvor det blev 1-1. I returkampen ugen efter kom han på banen de sidste syv minutter.

- Det er stort og fantastisk at få debut i den ældste og mest prestigefyldte cupturnering i verden, siger Lasse Vigen Christensen, der kan håbe på mere spilletid allerede på søndag, når Fulham i FA Cupens fjerde runde på udebane møder Sheffield United.

Dansk Fulham-talent er 'den fødte leder'

Han har været tæt på debuten i Premier League, hvor han har siddet på bænken i en hjemmekamp mod Aston Villa.

- Det var svært lige da Meulensteen kom til, men vi har vundet nogle kampe og er lige nu på den rigtige side af nedrykningsstregen. Men det er en svær liga, hvor alle hold kan slå hinanden, mener Lasse Vigen Christensen, der fik sin første fodboldopdragelse i Esbjerg.

Han kom til Fulham i januar 2012 og har kontraktudløb til sommer. Han har tidligere fortalt, at parterne er i dialog for at forlænge samarbejdet.

René Meulensteen er godt kendt i Danmark, hvor han nåede at være træner et halvt år i Brøndby tilbage i efteråret 2006. Så fik han officielt hjemve, men rejste reelt fordi han ikke var tilfreds med forholdene i Brøndby. Han kaldte Brøndby en syg patient. Meulensteens forudsigelser viste sig at holde stik. Brøndby forblev en syg patient i flere år og er reelt først nu ved at komme på fode igen.

Ung dansker i dialog om Fulham-forlængelse

Siden var han i en del år succesrig assistent for Sir Alex Ferguson og i sommer nåede han blot 16 dage som manager i Anzhi, før han blev fyret.