Liverpool-kaptajn donerer formue til Hillsborough-ofre

Steven Gerrard sender 868.000 kroner til familierne for en af historiens værste stadionulykker

Steven Gerrards gestus vil kun gøre ham mere elsket blandt Liverpools fans. (Foto: AP)
Steven Gerrards gestus vil kun gøre ham mere elsket blandt Liverpools fans. (Foto: AP)

Liverpools anfører, Steven Gerrard, har doneret 96.000 pund (svarende til 868.000 danske kroner) af sin personlige formue til familierne til ofrene for Hillsborough-katastrofen.

Ved stadiontragedien i 1989 blev 96 Liverpool-tilhængere mast ihjel, da for mange fans blev lukket ind i et indhegnet ståpladsafsnit på stadionet i Sheffield. Blandt ofrene var Gerrards fætter.

Se også: Napoli vil bytte sig til Agger

I april er det 25 år siden, og nu kan Hillsborough Family Support Group altså se frem til at få fyldt pengekassen op.

- Jeg synes, at timingen er rigtig, og efter at have talt med klubben har jeg besluttet at gøre det nu, siger Steven Gerrard til Liverpool Echo.

Se også: Fæl lodtrækning for Laudrup

Donationen skal bidrage til, at der fortsat er opmærksomhed omkring familiernes arbejde for at få ro i sindet og få alle skyldige stillet til ansvar.

- Jeg synes, jeg er i en position, hvor jeg kan gøre det. Den forbindelse, jeg selv har til Hillsborough med min egen familie, gør, at jeg har villet det her i et stykket tid, siger Steven Gerrard.

Se også: Liverpool tromlede svage Bournemouth

Liverpool møder tirsdag aften Everton i Premier League, og Gerrard benytter lejligheden til at rose Everton-supporterne for støtten gennem årene - trods lokalrivaliseringen.

- Deres støtte har været der, lige siden det skete. Det kan vi kun takke for. Det har været meget rørende, siger Steven Gerrard.

0 kommentarer
Vis kommentarer