Vertonghen antyder Tottenham-farvel

Hvis Tottenham ikke kvalificerer sig til næste sæsons Champions League, vil midtstopperen Jan Vertonghen ikke love, at han fortsætter i klubben.

Jan Vertonghen kan være fortid i Tottenham, hvis ikke London-klubben kvalificerer sig til næste sæsons Champions League. (Foto: AP/Sang Tan)
Jan Vertonghen kan være fortid i Tottenham, hvis ikke London-klubben kvalificerer sig til næste sæsons Champions League. (Foto: AP/Sang Tan)

Jan Vertonghen er træt af at have fri om tirsdagen og onsdagen. Den belgiske forsvarsspiller vil have fødderne ned fra sofabordet og selv snøre støvlerne, når de største europæiske klubber spiller kamp i midtugen i Champions League.

Og hvis ikke Tottenham kvalificerer sig til næste sæsons udgave af den prestigefulde turnering, antyder Vertonghen, at han kan være parat til at sige farvel til London-klubben.

- Det, jeg ønsker, er at spille i Champions League med Tottenham, så jeg håber, vi kan kvalificere os i år. Men har jeg en beslutning at træffe, hvis ikke vi gør det? Det kan jeg ikke sige noget om. Vi må se, hvad der sker, når sæsonen og VM er overstået, siger belgieren til The Evening Standard.

Se også: Hollandsk landstræner: Tag mig, Tottenham!

Tottenham ligger på femtepladsen i Premier League med seks point op til Liverpool, der indtager den eftertragtede fjerdeplads. Vertonghen tror dog på, at London-klubben har kvaliteten til at lukke hullet til holdet fra Anfield - også selv om de endnu mangler at møde titelaspiranterne fra Arsenal og Chelsea.

- Vi skal have mange point ud af kampene mod Liverpool, Arsenal og Chelsea. De to sidstnævnte spiller stadig med om pokaler i flere turneringer, så det bliver svært, men vi har tidligere vist, at vi kan slå de bedste hold.

- Mentalt er vi rigtig stærke. Måske et af de stærkeste hold i ligaen, hvad det angår, for vi hjælper hele tiden hinanden, men vi skal også have styr på spillet på banen.

Se også: TV: Eriksen bænket i Tottenham-nedtur

I weekenden tabte Tottenham et vigtigt skridt i kampen om kvalifikationen til Champions League, da de blev slået 0-1 af Norwich.

- Det var bare ikke godt nok mod Norwich. Vi skal forbedre vores niveau, hvis vi vil rykke op i tabellen, slutter Vertonghen.

0 kommentarer
Vis kommentarer