Wenger maner til besindighed efter fiasko

Arsenals manager kræver fuld fokus på tirsdagens CL-opgør mod Bayern München efter fiaskoen mod Blackburn

Det bliver nok heller ikke i denne sæson, at Arsene Wenger hjemfører et trofæ til Arsenal. (Foto: AP)
Det bliver nok heller ikke i denne sæson, at Arsene Wenger hjemfører et trofæ til Arsenal. (Foto: AP)

Arsenal-manager Arsène Wenger opfordrer Arsenals fans til at tage det roligt, selv om storklubben lørdag eftermiddag skuffende blev slået ud af FA Cuppen med et nederlag til Blackburn fra den næstbedste række.

Det er første gang i de snart 17 år, som Wenger har tilbragt i London-klubben, at den bliver slået ud af FA Cuppen af et lavere rangerende hold.

Nederlaget markerede et nyt lavpunkt for den tidligere så vindende klub, der de seneste år er rykket væk fra den absolutte top. Og nu bliver det formentlig heller ikke i denne sæson, at Arsenal fylder op i pokalskabet, der ikke har fået nyt sølvtøj i otte år.

Se også: Wenger om pibekoncert: Helt normalt

- Vi tabte en kamp, men vi behøver ikke spekulere så meget på de otte sæsoner uden pokaler. Spillerne, der spillede mod Blackburn, spillede her ikke for otte år siden, og vi skal i stedet fokusere på næste kamp, siger Arsène Wenger ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag aften venter det første af to møder med frygtindgydende Bayern München i Champions Leagues 1/8-finale - den sidste turnering, som Arsenal stadig har mulighed for at vinde i denne sæson.

Men opgaven mod Bundesligaens absolutte tophold kræver en helt anden præstation end lørdagens fiasko mod Blackburn, der med en solid defensiv knækkede storfavoritterne.

Se også: Pokalsensation: Kæmpeflop af Arsenal

- Jeg så ikke nederlaget komme, for vi havde bolden meget, og de havde vel bare ét skud på mål. Men de forsvarede godt, og det er en af den slags kampe, man kan tabe, hvis man laver en fejl bagude, som vi gjorde, siger Arsène Wenger.

Han har fuld forståelse for, at klubbens fans viste deres utilfredshed ved at buhe holdet fra banen.

- Hvad havde man forestillet sig? Skulle folk klappe, når vi taber sådan en kamp? Det er absolut normalt, siger Wenger.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere