Laudrup: Presset ligger på Liverpool

Swansea-manageren forventer et hævngerrigt Liverpool-mandskab i søndagens Premier League-kamp

Michael Laudrups Swansea-mandskab vandt sensationelt 3-1 på Anfield i liga cup'en tidligere på sæsonen. Søndag venter en ny tur til Liverpools berømmede hjemmebane. (Foto: AP/Bogdan Maran)
Michael Laudrups Swansea-mandskab vandt sensationelt 3-1 på Anfield i liga cup'en tidligere på sæsonen. Søndag venter en ny tur til Liverpools berømmede hjemmebane. (Foto: AP/Bogdan Maran)

Efter et par fine resultater på det seneste kom Liverpool ned på jorden i denne uge med først 0-2-nederlaget til West Bromwich og senest dukkerten med samme cifre mod Zenit St. Petersborg i Europa League.

Men Swansea-manager Michael Laudrup ville hellere have mødt et Liverpool-mandskab, der havde haft succesoplevelser i bagagen, når holdene tørner sammen på Anfield søndag.

- Det var et skidt resultat for os, at Liverpool tabte til West Bromwich i mandags, for det betyder, at Liverpools spillere vil være yderligere motiverede mod os, siger Michael Laudrup til Swanseas hjemmeside.

Læs også:

Se også: Laudrups stjerne tænker kun på Swansea

- Jeg tror heller ikke, de har glemt vores kamp mod dem i Capital One Cup tidligere på sæsonen, siger Laudrup med henvisning til walisernes 3-1-sejr på Anfield i oktober på vejen mod finalen i den lille pokalturnering.

Efter Liverpools forsmædelige hjemmenederlag i mandags er Swansea faktisk to pladser foran den traditionsrige storklub, men den danske manager har stor respekt for den opgave, der venter.

- Anfield er et af de stadioner, hvor du aldrig kan forvente at få noget med hjem - det er som Old Trafford, Etihad, Emirates eller Stamford Bridge. Vi har haft gode resultater på nogle af disse stadioner i denne sæson, men normalt er hjemmeholdet store favoritter.

Læs også:

Se også: Laudrups chef: Nye spillere på vej

- Efter at vi slog Queens Park Rangers i lørdags kan vi tage dertil uden pres overhovedet. Det betyder ikke, at vi vil forære kampen til modstanderen, selvfølgelig ikke, vi vil altid give dem en kamp.

- Men der er ingen pres på os. Presset ligger på Liverpool, siger Michael Laudrup.

Weekenden er egentlig reserveret til kampe i FA Cuppen, men Liverpool og Swansea afvikler alligevel deres ligakamp på søndag, fordi Swansea i næste weekend er optaget af finalen mod Bradford i Capital One Cuppen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere