Forrygende Bale slog til igen

Real Madrid-emnet åbnede med et fremragende frisparksmål - og blev siden matchvinder, da Tottenham slog Newcastle

Historierne om Real Madrids interesse i Tottenham-wingen Gareth Bale fortsætter med at florere. Og det forstår man godt.

Den 23-årige waliser var endnu en gang den store forskel for Tottenham, der lørdag eftermiddag spillede sig op på tredjepladsen i Premier League med en 2-1-sejr over Newcastle.

Gareth Bale scorede begge Tottenhams mål og nåede dermed samtidig op på fjerdepladsen på Premier Leagues topscorerliste i denne sæson med 13 mål. Som midtbanespiller ...

I alt har Bale scoret 18 gange i denne sæson, hvis man medregner pokalmål og landskampmål, og fodboldkommentatoren Gary Lineker kalder f.eks. Bale for den bedste spiller pt. i Premier League. Også den tidligere Tottenham-manager David Pleat er ude med de store ord.

Læs også:

Se også: 10. franskmand på plads i Premier League-klub

- Man er nødt til at spørge sig selv, hvor Tottenhams fremdrift skulle komme fra uden Gareth Bale. Hvor skulle Tottenhams mål komme fra? Hvor skulle Tottenhams point komme fra?, spørger BBC-ekspertkommentatoren i dag.

Bale bragte Tottenham foran på et eminent frispark i bedste Cristiano Ronaldo-stil, da hans spark med enormt topspind røg over Newcastle-muren fra omkring 20 meter - og havde så meget spind i, at bolden nåede at ramme jorden inden målstregen - og samtidig var så hård, at Tim Krul ikke kunne nå ud til bolden.

Newcastles franskprægede mandskab fik udlignet midtvejs i første halvleg, da Tottenham endnu en gang ikke kunne fastholde grebet om en kamp. Yoan Gouffran trykkede af fra kanten af feltet, og hans spark blev rettet af, så Hugo Lloris blev snydt i Tottenham-målet.

Læs også:

Se også: Bale bankede West Bromwich

Men da mere og mere pegede på en pointdeling, slog Bale til igen, da han demonstrerede en anden af sine mange kvaliteter. Waliseren opfangede bolden efter en forsvarsfejl hos Newcastle på midten af banen og spurtede af sted mod mål i en fart, som Newcastle-forsvarerne ikke kunne matche.

Og iskoldt lagde han bolden mellem benene på Krul med det matchvindende mål. Og at Bale så selv havde yderligere to-tre store chancer i slutfasen for at fuldende sit hattrick skal ikke ligge ham til last efter en fremragende kamp.

Med sejren passerer Tottenham Chelsea i tabellen før Chelseas kamp mod Wigan senere i dag, mens Newcastle trods spillemæssig fremgang fortsat ligger faretruende nær nedrykningsstregen.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere