Laudrup bekræfter: Derfor blev det Wieghorst

Michael Laudrup glæder sig over Morten Wieghorsts ankomst i Swansea

Dagens helt store nyhedsbombe ramte ud på eftermiddagen, da historien om Michael Laudrups nye assistent ramte spalterne.

Morten Wieghorst forlader posten som U21-landstræner for at blive assistenttræner under Michael Laudrup i Swansea foreløbig frem til sommeren 2014. Det bekræfter Laudrup overfor Politiken her til aften.

- Når jeg ansætter en assistant manager netop nu, så skyldes det, at jeg har været tilpas længe i klubben og kan se, hvad vi har brug for. Og så er det i øvrigt bedst at gøre den slags, når tingene går godt – det giver tid til grundige overvejelser, og man undgår at handle i panik, siger Michael Laudrup til politiken.dk.

Wieghorst har været på besøg i Wales og har ført flere samtaler med Laudrup, som var træner for netop Wieghorst i deres fælles fortid i Brøndby. Laudrup overvejede også at hente John 'Faxe' ind i klubben, men Swansea-manageren ville ikke stille Faxe overfor beslutningen at vælge mellem de blå/gule eller Swansea. I alt fire navne havde Laudrup med i sine overvejelser omkring en assistenttræner.

Se mere:

Se også: Laudrup på rov: Henter dansker til Swansea

Den danske fodboldlegende glæder sig over, at han nu får tilknyttet Morten Wieghorst i det engelske:

- Som træner i Brøndby havde jeg Wieghorst i truppen som en meget engageret spiller. Siden er han blevet træner, har den rigtige licens, men ikke mindst – og det er vigtigt i det samarbejde, vi skal have – har Wieghorst selv været cheftræner i flere sæsoner (FC Nordsjælland, red.). Det betyder, at han er vant til at træffe beslutninger og tage ansvar, og det vil give vores diskussioner om holdets træning og taktik større dybde, siger Michael Laudrup.

Morten Wieghorst bliver officielt præsenteret i Swansea i morgen, og ifølge politiken forventes han senest at gøre Laudrup selskab på bænken, når Swansea møder Liverpool i næste uge.

Foruden Laudrup selv er også scout Erik Larsen tilknyttet Swansea, og med Wieghorsts ankomst har klubben nu tre danskere ansat.

1 af 2 Wieghorst skal fremover juble på sidelinjen for Swansea (Foto: Lars Poulsen)
2 af 2 
0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere