Agger: Godt vi fik skrabet ét point hjem

- Først og fremmest var det vigtigt ikke at tabe, sagde Liverpools Daniel Agger efter lørdagens dramatiske derby mod Everton

Daniel Agger glædede sig over, at Liverpool fik skrabet ét point hjem i lokalopgøret mod Everton (Foto: AP).
Daniel Agger glædede sig over, at Liverpool fik skrabet ét point hjem i lokalopgøret mod Everton (Foto: AP).

Daniel Agger vidste ikke helt, om han skulle smile eller ærgre sig efter det forrygende lokalopgør mellem Liverpool og Everton.

På den ene side ærgrede den danske landsholdsanfører sig over, at Liverpool satte to føringer over styr, men han glædede sig over, at The Reds trods alt fik noget med hjem fra opgøret på Goodison Park.

- Vi er foran og skal ikke lukke dem ind i kampen, som vi gør. Det er det negative. Det positive er, at vi får skrabet ét point hjem til sidst, sagde Daniel Agger til 3+ med henvisning til Daniel Sturridges udligning til 3-3 et par minutter før slutfløjt.

Se også: TV: Se voldsom svinestreg på Suarez - er der rødt kort her?

Der var fuld fart fra første til sidste fløjt i lokalopgøret, hvor hjemmeholdets angrebsstjerne Romelu Lukaku med to scoringer var tæt på at blive den helt store helt for The Toffees.

- Det handler om at være aggressiv mod ham, og det synes jeg, at vi var. Vi sad tæt på, og de mål, han scorer, var efter dødbolde. Man kan så sige, at det ikke er godt nok, men det vil altid være en hård duel mod ham, og vi gjorde, hvad vi kunne, sagde Daniel Agger til 3+.

Everton-Liverpool 3-3: Sæsonens måske bedste kamp

Resultatet betyder, at Liverpool fortsat har tre point ned til Everton og holder fast i andenpladsen i Premier League.

- Først og fremmest var det vigtigt ikke at tabe. Vi kom efter tre point - det fik vi ikke. Det positive er, at vi fik ét, sagde Daniel Agger, der fik fuld spilletid og efterfølgende ikke ønskede at kommentere manager Brendan Rodgers dispositioner. Agger har ellers været ude i flere kampe, men det fik ham ikke til at kritisere sin chef.

- Det er ikke mig, der sætter holdet. Det er manageren, så det er ham, du må spørge, lød det fra Agger til 3+.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere