Cornelius: Stemningen er vanvittig

Den danske Cardiff-angriber brænder efter at vise sit værd i klubben - men forventer ikke at starte inde i dagens kamp mod Arsenal

Andreas Cornelius i aktion mod Manchester Uniteds Rio Ferdinand og Marouane Fellaini. (Foto: PA/David Davies)
Andreas Cornelius i aktion mod Manchester Uniteds Rio Ferdinand og Marouane Fellaini. (Foto: PA/David Davies)

På trods af den uheldige start, hvor han har været skadet det meste af tiden og blot spillet sølle otte minutter i Premier League, ved de godt i Wales, hvem den nye 20-årige dansker er. For Andreas Cornelius får ikke lov at gå i fred på gaden. De fodboldglade walisere stopper ham og vil snakke.

- Fodbold er jo nærmest en religion her. Folk henvender sig for at snakke fodbold og vil vide, hvornår jeg er klar. De vil have taget fotos og er meget engagerede, siger Andreas Cornelius til Ekstra Bladet om den første tid i Premier League, hvor han endnu ikke er blevet berygtet for præstationerne på grønsværen.

Begyndelsen på det nye eventyr er nemlig ikke gået, som Cornelius kunne ønske sig. Omvendt er han uden skyld i, at de første fem måneder har været et rent skadehelvede.

Blot én uge før sæsonstarten pådrog han sig en ankelskade på træningsbanen. Det betød en kort pause og Premier League-debut 25. august i 3-2-sejren over Manchester City. Han nåede lige på banen, inden dommeren fløjtede af.

Se også: TV: United snublede i Cornelius-comeback

Tre dage senere ramte uheldet ham igen. I Liga Cup-kampen mod Accrington måtte han lade sig udskifte kort før pausen med en ny ankelskade. Præcis det samme sted, som han var blevet skadet måneden forinden.

- Nu har jeg efterhånden trænet med holdet et par uger. Det går godt, og jeg brænder for at vise, hvad jeg kan. Men jeg er godt klar over, at jeg skal bevise noget, før jeg får lov at spille fra start, forklarer Andreas Cornelius over for Ekstra Bladet.

De syv minutter, han fik i søndags mod Manchester United, var positive, fordi han medvirkede til at sætte mestrene under et gevaldigt pres og tilmed var en af dem, der skabte forvirring i United-forsvaret ved udligningen til 2-2.

Se også: Endelig! Cornelius klar til comeback mod United

I dag gælder det hjemmekampen mod førerholdet Arsenal, hvor Andreas Cornelius ikke regner med, at manager Mike McCarthy bruger ham fra start.

- Jeg kan ikke forvente at spille fra start, når jeg lige er kommet tilbage fra et skadeforløb. Men det er udelukkende mine præstationer, der skal få manageren til at se min vej. Jeg er tålmodig og håber, at den nok skal komme, siger Andreas Cornelius.

Han har fået en meget stille start, og med et langt skadeforløb har han haft mulighed for at iagttage det hele lidt på afstand.

- Der er faktisk ikke noget herovre, der har overrasket mig. Jeg er måske lidt mere udmattet efter træningen, fordi den er meget intens. Men vi træner ikke mere end i FCK.

- Til gengæld har det måske imponeret mig lidt, hvordan stemningen specielt er til vores hjemmekampe. Den er helt vanvittig. Det er helt fantastisk, som vores fans lever med, mener 'Corner'.

Se også: Cardiff-boss: Cornelius skal gradvist tilbage

Med et prisskilt på 75 mio. kr. - klubbens dyreste angriber nogensinde - er der også et vis forventningspres knyttet til Andreas Cornelius. Men det påvirker ikke den 20-årige dansker synderligt.

- Der vil altid være et pres, når du spiller i Premier League, men jeg føler, jeg kan håndtere det. Det påvirker mig på ingen måde negativt, fastslår Andreas Cornelius.

Cardiff ligger lige nu i den tunge ende af tabellen, men 'Corner' forventer ikke, det bliver en sæson, hvor holdet kommer til at slås for overlevelse.

- Vi er meget stærke på hjemmebane, hvor vi har vores publikum i ryggen. Vi har besejret Manchester City og Swansea samt spillet uafgjort mod Manchester United. Derfor skal Arsenal forvente, de får kamp til stregen, påpeger den nye Cardiff-angriber, der stadig har sin første scoring i Premier League til gode.

Cardiff-Arsenal, TV3+ kl. 16.00.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere