Bendtner: Rørt over fan-reaktion

I et interview på Arsenals hjemmeside fortæller den danske angriber, at han blev meget bevæget over tilhængernes reaktion, da han gjorde hjemmebane-comeback i oktober

Fanfavorit bliver han nok aldrig, men Nicklas Bendtner er så småt på vej tilbage ind i Arsenal-tilhængernes hjerter (Foto: AP)
Fanfavorit bliver han nok aldrig, men Nicklas Bendtner er så småt på vej tilbage ind i Arsenal-tilhængernes hjerter (Foto: AP)

Nogen elsker ham, andre hader ham. Og så er der dem, der elsker at hade ham.

Nicklas Bendtner er en spiller, der deler meningerne, og meningerne om ham ligger sjældent i den kedelige midte. Det er enten eller med Bendtner, hvilket hans arbejdsgiver heller ikke har problemer med at medgive.

På Arsenals egen hjemmeside har klubben lavet et mini-portræt af den danske angriber, der i sin Arsenal-tid er blevet mødt af både cheering og jeering - hyldest og hån.

Da han gjorde hjemmebane-comeback mod Norwich i oktober, blev han modtaget med klapsalver, og Bendtner fortæller i interviewet på Arsenalplayer, at det varmede hans hjerte.

- Jeg blev meget bevæget over det. Det var et fantastisk svar fra dem (Arsenal-tilhængerne, red.), siger den 25-årige danske angriber, der egentlig slet ikke skulle være i Arsenal, men stadigvæk befinder sig i London-klubben.

Se også: Ros til Bendtner fra konkurrent

- Klubben ønskede, at jeg skiftede, og jeg ønskede selv at skifte. Men de kunne ikke rigtig finde en erstatning, så det endte med, at jeg blev. Det har hjulpet at have holdkammeraternes støtte, uanset hvad der ville ske, og jeg vil forsøge at give så meget som muligt tilbage, siger Bendtner og understreger, at han ikke er ked af, at skiftet væk fra Arsenal blev aflyst.

- Jeg har stor respekt for klubben og ønsker stadig at være en del af holdet og hjælpe det med at vinde noget. Det er en ægte følelse. Der er ikke en knogle i min krop, der ønsker at være trist eller skuffe folk. Jeg tror lige så meget på projektet som alle andre.

- Jeg vænner mig til situationen og lærer af den. Jeg er her i noget tid, så jeg vil få det bedste ud af det og hjælpe Arsenal så meget som muligt, siger Bendtner, der også lige når at rose manager Arsène Wenger, som i snart et årti har haft med danskeren at gøre - på den ene eller anden måde.

Se også: Bendtner og Eriksen i pokal-clinch

- Overordnet har vi altid haft et godt forhold. Vi har altid kunnet tale ærligt til hinanden, og det hjælper. Hvis han er sur over noget, jeg har gjort, eller hvis han synes, at jeg ikke har gjort noget godt nok, så ved han, at han bare kan komme og fortælle mig det.

- Jeg har kæmpe respekt for ham som træner. Jeg kan lære meget af ham - og jeg har lært meget af ham, siger Bendtner.

Arsenal, der fører Premier League, møder lørdag Manchester City i en topkamp, hvor Bendtner i bedste fald kan håbe på at få lov at starte på bænken for The Gunners.

0 kommentarer
Vis kommentarer