Rystet Cornelius-manager: Havde regnet med fyring

Cardiff-manager Malky Mackay havde forventet at få en fyreseddel i weekenden, men det skete ikke.

Det er næppe klogt at lægge sig ud med klubejeren (Foto: AP)
Det er næppe klogt at lægge sig ud med klubejeren (Foto: AP)

Malky Mackay er fortsat manager for angriberen Andreas Cornelius og danskerens holdkammerater i Cardiff.

Manageren havde dog forventet, at han var fortid hos Premier League-oprykkerne efter den seneste tids bitre ordkrig mellem ham og klubejer Vincent Tan.

Se også: Vanviddet raser hos Laudrups rivaler

I forrige uge sendte Tan en mail til Mackay og skrev, at manageren burde trække sig.

- Jeg følte, at jeg ville miste mit job i weekenden. Den mail rystede mig virkelig. Jeg nægtede at træde tilbage og forventede en fyreseddel i løbet af weekenden, siger Mackay til BBC.

Tan var sur på manageren, fordi Mackay offentligt havde sagt, at han ønskede sig tre spillere i vinterens transfervindue, som åbner til januar.

Til det svarede Tan, at der ikke var en eneste penny at handle for. Der var åbenbart brugt rigeligt med penge i sommer - blandt andet på Cornelius.

Se også: Mackay bliver og leder Cardiff mod Liverpool

De fleste iagttagere regnede derfor med, at Mackay var en færdig mand efter lørdagens 1-3-nederlag ude til Liverpool.

Tan var rejst hele vejen fra hjemlandet Malaysia til Anfield for at følge kampen, men Mackay sidder fortsat på managerposten i klubben.

0 kommentarer
Vis kommentarer