TV: Komiske mål i flot United-comeback

Der var klovnerier, smukke mål, komiske selvmål og masser af spænding, da Hull og Manchester United tog hul på Boxing Day-programmet

Wayne Rooney (tv.) og Tom Cleverley jubler efter en United-scoring. (Foto: AP/Jon Super)
Wayne Rooney (tv.) og Tom Cleverley jubler efter en United-scoring. (Foto: AP/Jon Super)

Man bliver ikke engelsk mester med forsvarsspil som det, Manchester United præsterede i den første Boxing Day-kamp på udebane mod Hull. Men måske med det angrebsspil, de samtidig præsterede i et stort comeback, da de forsvarende mestre vendte 0-2 til 3-2-sejr på udebane mod oprykkerne.

United var bagud 0-2 allerede efter 13 minutters spil, men fik udlignet inden pausen, og i anden halvleg blev kampen afgjort på et selvmål af Hulls James Chester, der forinden havde bragt Hull foran i en begivenhedsrig kamp, hvor United stadig ikke kunne overbevise om især forsvarskvaliteterne.

Phil Jones blev meldt skadet i de næste to uger inden kampen, og forsvarsproblemerne blev udstillet allerede i det fjerde minut, da Chester frembragte juleekstase på tribunerne med 1-0-scoringen efter et hjørnespark, hvor United - med den danske målmand Anders Lindegaard på bænken hele kampen - på meget enkel vis blev splittet ad.

Der skulle ikke mere end et langt spark til bageste stolpe og et hovedstød tilbage på tværs af målet fra Alex Bruce til, før flere United-spillere havde glemt alt om markeringer. Og så stod 24-årige Chester med fortid i Manchester Uniteds ungdomsafdeling helt blank foran mål og kunne flugte bolden i nettet:

TV: United straffet på forkert dømt hjørnespark

Også Alex Bruce kender til Uniteds ungdomsafdeling som søn af den nuværende Hull-manager Steve Bruce, der er tidligere storspiller i Manchester United.

Den gamle forsvarsklippe må have både grinet og rystet på hovedet, da han sad ved taktikbordet og planlagde, hvordan han ville udnytte Uniteds aktuelle forsvarsproblemer, som blev yderligere udstillet ni minutter senere.

Og da blev det nærmest farceagtigt og grinagtigt, da United trods mange muligheder ikke fik ekspederet bolden væk. I stedet sparkede Jonny Evans bolden direkte hen til David Mayler, der takkede.

Med et klodset spark fik Mayler fra kort afstand sendt bolden mod mål. Et skud, som David de Gea givetvis ville have pareret, men dobbelt uheldige Evans rettede bolden af, så den snød de Gea og strøg i mål til en sensationel 2-0-føring til hjemmeholdet:

Se Evans snyde de Gea med fjollet selvmål

Men så blev det trods alt heller ikke til flere deciderede klovnerier i United-forsvaret i denne omgang. Heller ikke, selvom højrebacken Rafael måtte udgå med en skade efter 18 minutter og blev erstattet af offensive Adnan Januzej.

Kort efter genoprettede formstærke Chris Smalling en smule af United-forsvarerenes renomme, da han efter Wayne Rooneys frisparksindlæg fik headet 1-2-reduceringen ind.

Da stod der United på det hele, Welbeck og Cleverley var tæt på, og angrebene væltede ned mod Hulls bastioner, som de har forsvaret så fornemt i denne sæson. Blot tre mål havde Steve Bruces mandskab lukket ind på hjemmebane, men efter det fjerde fulgte også hurtigt det femte.

En igen stærkt spillende Wayne Rooney halvflugtede bolden ind fra 20 meter i 26. minut, før julelegene blev en smule mere afdæmpede i den ellers hæsblæsende forestilling, og Hull fik reddet en uafgjort med sig til pausen.

Se Rooneys smukke halvflugter her:

Se Rooneys super-halvflugter

Anden halvleg fandt aldrig op samme underholdningsniveau - men forsvarsniveauet var bedre i begge ender af banen. Hull fik lappet mange af de værste huller, og både Curtis Davies og Tom Huddlestone var tæt på en 3-2-scoring, inden Alex Bruce headede på sammenføjningen 17 minutter inde i anden halvleg i Hulls sporadiske aflastningsangreb.

Da havde Darren Fletcher spillet færdigt for Manchester United i sin første - og ret anonyme - Premier League-kamp fra start i mere end et år. I stedet blev Javier Hernandez sendt på banen til endnu en offensiv indskiftning, og United havde nu både Rooney, Welbeck, Hernandez, Valencia, Januzaj og Ashley Young på banen.

Men det var nu i stedet Hulls James Chester, der slog til. Med endnu en komisk forsvarsaktion, da han med fuld kraft og næsten upresset headede et Ashley Young-indlæg fra højre side i eget net midt i anden halvleg:

TV: Chester forærer United sejren i julegave

Efter 0-2 var United foran 3-2. Hull fightede videre, unge Bruce hamrede hovedet direkte ind i stolpen, men rystede blot slaget og næseblodet af sig, men evnerne rakte trods alt ikke mod Uniteds bedre boldspillere, selvom hjemmeholdet faktisk pressede på i den spændende slutfase, hvor David de Gea bl.a. diskede op med en giftig skovtur.

Men i netop det forsvar i netop den kamp virkede det knap nok mærkeligt ...

Antonio Valencia fik rødt kort for to advarsler i slutfasen, og de Gea måtte hive en stor redning op i slutdramaet, men United red stormen af.

Det vaklende United-hold rykker nu op på sjettepladsen før rundens øvrige kampe - og kan vel trods både slingrekurs og forsvars-klovnerier endnu ikke afskrives som mesterskabskandidat.

[[[[[[[

Boxing Day - 18. spillerunde i Premier League:

Hull-Manchester United 2-3 (2-2)
1-0 James Chester (4. minut). 2-0 David Meyler (13. minut). 2-1 Chris Smalling (19. minut). 2-2 Wayne Rooney (26. minut). 2-3 James Chester (66. minut/selvmål)
Udvisning: Antonio Valencia, Man. Utd (90.)
Tilskuere: 24.826

Aston Villa-Crystal P. 0-1 (0-0)
0-1 Dwight Gayle (90. minut)
Tilskuere: 37.752

Tottenham-WBA 1-1 (1-1)
1-0 Christian Eriksen (36. minut). 1-1 Jonas Olsson (38. minut)
Tilskuere: 36.000

Chelsea-Swansea 1-0 (1-0)
1-0 Eden Hazard (29. minut)
Tilskuere: 41.111

Everton-Sunderland 0-1 (0-1)
0-1 Sung-Yong Ki (25. minut/str.)
Udvisning: Tim Howard, Everton (23.)
Tilskuere: 36.000

Newcastle-Stoke 5-1 (1-1)
0-1 Oussama Assaidi (29. minut). 1-1 Loïc Remy (44. minut). 2-1 Yoan Gouffran (48. minut). 3-1 Loïc Remy (56. minut). 4-1 Yohan Cabaye (66. minut). 5-1 Papiss Demba Cissé (80. minut/str.)
Udvisning: Glenn Whelan, Stoke (40.), Marc Wilson, Stoke (43.)
Tilskuere: 51.665

Norwich-Fulham 1-2 (1-1)
1-0 Gary Hooper (13. minut). 1-1 Pajtim Kasami (33. minut). 1-2 Scott Parker (87. minut)
Tilskuere: 26.811

Cardiff-Southampton 0-3 (0-3)
0-1 Jay Rodriguez (14. minut). 0-2 Jay Rodriguez (20. minut). 0-3 Rickie Lambert (28. minut)
Tilskuere: 27.929

West Ham-Arsenal 1-3 (0-0)
1-0 Carlton Cole (46. minut). 1-1 Theo Walcott (68. minut). 1-2 Theo Walcott (71. minut). 1-3 Lukas Podolski (79. minut)
Tilskuere: 34.977

Man. City-Liverpool 2-1 (2-1)
0-1 Philippe Coutinho (24. minut). 1-1 Vincent Kompany (31. minut). 2-1 Alvaro Negredo (45. minut)
Tilskuere: 47.351

]]]]]]]
0 kommentarer
Vis kommentarer