Se det her: Wenger hylder Giroud for dette klassemål

Arsene Wenger var svært tilfreds med det mål og den præstation, som Olivier Giroud leverede i tirsdagens 3-1-sejr over West Ham i Premier League

Tirsdag aften var Arsenal igen i aktion i Premier League. Kampen var mod West Ham, og der skulle point på kontoen, hvis Arsene Wengers mandskab fortsat skulle holde sig til i kampen om en plads i top fire og dermed en plads i Champions League.

Arsenal kom først bagud 0-1 efter Matt Jarvis, hvor Lukas Podolski udlignede til 1-1. Ti minutter inde i anden halvleg scorede Oliver Giroud så til 2-1, før Podolski lukkede og slukkede kampen med sit mål til 3-1.

Efter opgøret var Arsene Wenger specielt tilfreds med franske Girouds præstation og i særdeleshed franskmandens mål mod West Ham, hvor han med to mand i ryggen med en flot førsteberøring tæmmede en høj bold, før han utageligt hamrede den i kassen.

- Det var en perfekt førsteberøring. Det har man brug, hvis man vil score sådan et mål. Det, jeg godt kunne lide, var, at han bruger overkroppen til at lave plads til sig selv, og så formår han samtidig at have en god førsteberøring og derefter en fin afslutning, siger Wenger om målet.

- Olivier er en fin fyr med en god mentalitet. Han har været gennem en svær periode, som I ved, og jeg tror, det har påvirket hans spil og selvtillid i et stykke tid. I aften kunne man dog se, at han var frisk og klar til at spille. Han kom ind i omklædningsrummet i pausen og var meget, meget nede, fordi han havde brændt en stor chance i første halvleg. Men han reagerede meget stærkt på det i anden halvleg, fordi han er en mentalt stærk fyr, siger Wenger ifølge Clubcall.

Olivier Giroud har i denne sæson spillet 32 Premier League-kampe og scoret 14 mål.

0 kommentarer
Vis kommentarer