Ferguson: Det er oprørende

Den legendariske United-manager oprørt over den måde, David Moyes blev gjort bekendt med sin fyring i Manchester United

Det var Sir Alex Ferguson (t.v.), der sagde god for ansættelsen af landsmanden David Moyes - den måde, Moyes blev fyret på, sagde han dog ikke god for. (Foto: AP)
Det var Sir Alex Ferguson (t.v.), der sagde god for ansættelsen af landsmanden David Moyes - den måde, Moyes blev fyret på, sagde han dog ikke god for. (Foto: AP)

Sir Alex Ferguson er måske ikke nødvendigvis uenig i, at David Moyes skulle fyres i Manchester United efter 10 måneders sportslig katastrofekurs.

Men måden, Moyes blev bekendt med sin egen fyring, var ikke ligefrem efter Fergusons hoved.

Ved et velgørenhedsarrangement skal Ferguson således ifølge Daily Mail have kaldt det 'oprørende den måde det skete på'.

Historien om Moyes fyring var allerede mandag eftermiddag ude på flere engelske medier, men først tirsdag morgen - 16 timer senere - fik Moyes personligt at vide af klubben, at han var ude.

Også de engelske manageres sammenslutning, LMA, er meget kritiske overfor den måde, nyheden kom frem på.

Se også: 'Pinlig fyring, Manchester United!'

Klubben afviser dog, at den skal have båret sig uheldigt ad:

- Vi mener ikke, at det blev håndteret på en uprofessionel måde. Beslutningen blev ikke taget før sent mandag aften, og den blev viderebragt ansigt til ansigt som det første tirsdag morgen, lyder det ifølge avisen fra klubbens talsmand.

Klubbens midlertidige manager, Ryan Giggs, holder fredag formiddag sit første af de ugentlige pressemøder i Manchester United.

Se også: Meulensteen langer ud efter Moyes

0 kommentarer
Vis kommentarer