Eriksen: 'Tænker ikke på ny træner'

Den danske midtbanespiller bruger ikke tiden på at spekulere på, hvem der bliver hans nye chef i Tottenham

Christian Eriksen får formentlig Mauricio Pochettino som ny cheftræner i Tottenham. (Foto: Lars Poulsen)
Christian Eriksen får formentlig Mauricio Pochettino som ny cheftræner i Tottenham. (Foto: Lars Poulsen)

HELSINGØR (Ekstra Bladet): Det gik ikke helt efter planen for Tottenham i den forgangne sæson.

Det lykkedes nemlig ikke London-klubben at indfri de høje forventninger om en CL-billet efter en kampagne, der først bød på en fyreseddel til den portugisiske cheftræner André Villas-Boas og straks efter sæsonafslutningen også til 'vikaren' Tim Sherwood.

Så nu skal Spurs - og ikke mindst danske Christian Eriksen - igen have ny træner.

TV: Eriksen får endnu mere PL-hæder

Ifølge engelske medier er det så godt som sikkert, at det bliver argentinske Maurico Pochettino, der er på kontrakt hos Southampton. Men selvom den nye træner får stor indflydelse på Eriksens fodboldmæssige fremtid, så ligger den danske landsholdsspiller ikke ligefrem søvnløs på grund af spekulationer over navnet på sin kommende chef.

- Egentlig ikke rigtig noget. Det er jo ude af mine hænder. Det kan betyde meget efter sommerferien, men indtil da tænker jeg ikke på det. Det ser jeg på, når jeg kommer tilbage fra ferien, lyder det afslappet fra 'årets spiller' i Tottenham.

Han kan se tilbage på en sæson, hvor han efter de indledende tilvænnings-vanskeligheder erobrede en nøglerolle i klubben.

To oplæg, et straffe - travl dag på Eriksens kontor

- Det har været en spændende sæson, hvor der er sket mange nye ting, og der har været mange nye ansigter, man skulle vænne sig til og navne, man skulle lære at kende. Så det har været spændende. Det er gået rigtig fint. Det begyndte rigtig godt og siden, var det lidt op og ned. Heldigvis forblev det forholdsvis højt til sidst, så det var rart at vise over mange kampe, at man ikke faldt ud, så det har været lækkert, fortæller Christian Eriksen og fortsætter:

- Jeg er ikke en spiller, der skal løbe og gemme mig. Jeg håber, at de fleste kan se, at jeg er bedre med bolden end uden, og det blev lettere, da jeg lærte mine holdkammerater bedre at kende, fortæller fynboen, som gerne medgiver, at debutsæsonen i Premier League ikke blev helt som håbet trods den personlige succes.

Eriksen afslører: Han er min bedste ven i Spurs

- Den var lidt rodet. Der var nærmest forventninger om Champions League, men det nåede vi ikke, fordi vi ikke kunne vinde over de store hold. Men mod slutningen var der gode chancer, og vi kom jo også ud i Europa. Men selv om vi desværre ikke kom i Champions League, så tror jeg, at de fleste er ok med, at vi trods alt kom med i Europa League. Vi var ikke skuffede, sådan som vi sluttede af. Det var mere inden, da vi begyndte at tabe nogle kampe, vi ikke burde, og det gik op for en, at vi måske ikke kom med i Champions League, forklarer Christian Eriksen, der efter onsdagens venskabskamp mod Sverige i Parken kan drage på fortjent sommerferie.

0 kommentarer
Vis kommentarer