Klar til at sælge: Her er Liverpools Agger-pris

Analyse: Liverpool vil overveje at sælge sin dansker, hvis der kommer et bud på mere end 12 mio. pund, vurderer Liverpool-ekspert

No Mersey: Daniel Agger er ikke fredet, selv om han er viceanfører. Hvis Liverpool vil af med ham, bliver det også et spørgsmål om økonomi. Lige nu hæver han en årshyre på 62 millioner, og Agger er næppe selv indstillet på at gå ned i løn. (Foto: lars poulsen)
No Mersey: Daniel Agger er ikke fredet, selv om han er viceanfører. Hvis Liverpool vil af med ham, bliver det også et spørgsmål om økonomi. Lige nu hæver han en årshyre på 62 millioner, og Agger er næppe selv indstillet på at gå ned i løn. (Foto: lars poulsen)
Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

Daniel Agger står ved en skillevej. Efter otte år på Merseyside, er den danske landsholdskaptajn ikke længere sikker på Brendan Rodgers’ holdkort.

Han har status af viceanfører, tjener 125.000 pund om ugen; men reelt har efteråret vist, at rollen som vicekaptajn ikke har givet ham nogen former for kredit hos manageren.

Han kom igen ind på holdet i går mod Chelsea og spillede fra start for første gang siden 4. december. Men billedet de seneste måneder har været klart: Agger er ikke førstevalget, og hans egen favoritposition er ikke som venstre back.

Uheldig timing
Problemet for Agger i efteråret har været de uheld, der har ramt ham på besynderlige tidspunkter. Fodbold handler i bund og grund om timing. Den har bare ikke været optimal for Agger i efteråret.

I september fik han et riv i mavemuskulaturen, da han tabte en håndvægt og ville undgå at blive ramt på foden. Han spillede den efterfølgende kamp mod Southampton, men erkendte siden, han aldrig burde have spillet.

I december fik han et maveonde op til West Ham-kampen, hvor han havde udsigt til at spille.

Læg dertil, at Brendan Rodgers står i et voldsomt dilemma: I sommer brugte han 17 mio. pund på Mamadou Sakho - rekordkøb for en forsvarsspiller i Liverpool.

Når man bruger så mange penge, skal han på holdkortet, hvis han præsterer. Og det mener manageren, at franskmanden har gjort.

Jeg kan godt tvivle på, om Daniel har en fremtid i Liverpool. Jeg tror, manageren vil af med ham

Hvis man spørger Tony Barrett, der følger Liverpool intensivt for The Times, ser han ikke overvejende lyst på Daniel Aggers fremtidsmuligheder på Merseyside.

– Jeg kan godt tvivle på, om Daniel har en fremtid i Liverpool. Jeg tror, manageren vil af med ham, siger Tony Barrett, der anses for en af de journalister med størst indsigt og kildenet i den engelske traditionsklub.

– Tror du, Liverpool sælger ham eller lejer ham ud i januar?

– Ja, jeg tror, de sælger ham, hvis der kommer et stort bud. Men det skal helt sikkert være højere end 12 mio. pund (108 mio. kr.), forklarer Tony Barrett.

Situationen har forandret sig for Daniel Agger i Liverpool hen over efteråret. Mens klubben i sommer frejdigt afviste Barcelona og bare hævede prisen, når spanierne gjorde tilnærmelser, så er tilliden tilsyneladende ikke længere den samme fra manageren.

Jeg er her for at spille fodbold, ikke for noget andet. Hvis jeg ikke spiller fodbold, så vil jeg ikke være her mere

– Brendan Rodgers har kritiseret Daniel Agger for nogle af de mål, Liverpool har fået mod sig på dødbolde. Det er måske ikke helt fair over for Daniel, men sådan ser manageren altså på det, uddyber Tony Barrett.

Er her for at spille
26. oktober gav Daniel Agger et personligt og anderledes interview på TV3+, hvor han til reporter Tina Müller åbnede en smule for, hvad der kunne få ham væk fra Liverpool:

– Først og fremmest, hvis jeg ikke spiller. Hvis manageren ikke mener, jeg er god nok. Jeg er her for at spille fodbold, ikke for noget andet. Hvis jeg ikke spiller fodbold, så vil jeg ikke være her mere, sagde Daniel Agger.

Siden startede en lavine af spekulationer om Daniel Aggers fremtid i klubben. Det førte til, at han få dage senere sendte et statement ud på Twitter til sine knap 500.000 følgere: ’Vær venlig at stoppe alle de tweets om, at jeg er ved at forlade Liverpool. Jeg går ingen steder. Jeg er snarest tilbage på holdet’, lød meldingen fra danskeren.

Søndag var han tilbage. Men hvornår er han det permanent? Onsdag 1. januar åbner transfervinduet igen. Daniel Agger bliver i januar genstand for spekulationer om fremtiden.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Daniel Aggers agent, Per Steffensen, men Agger ønsker ikke at udtale sig.







nada

0 kommentarer
Vis kommentarer