Nordmand: Rooney ser lidt tyk ud

Den norske forsvarsspiller Vegard Forren er kommet i modvind, efter han har kaldt Wayne Rooney for tyk

Wayne Rooney (Foto: AP)
Wayne Rooney (Foto: AP)

Det norske landshold er i øjeblikket i England, hvor holdet onsdag aften spiller testkamp mod England. Kampen er forberedelse til Norges opgør mod Italiens tirsdag. Et opgør, der sparker Norges EM-kvalifikation i gang.

Men modsat tidligere venskabskampe er gryden godt i kog, for den norske forsvarsspiller Vegard Forren har udmærket sig med en negativ kommentar mod Wayne Rooney, som nu skaber overskrifter i England.

- Rooney ser lidt tyk ud. Det er gode spillere, vi skal møde, men vi ved, vi er et godt hold, så der er ingen grund til, at vi går rundt og tror, at vi ikke kan stoppe dem, sagde Vegard Forren til norsk TV 2.

Se også: Slagter Rooney: Forfærdelig, selvisk og ikke pengene værd!

Siden har den 26-årige Molde-spiller - med en fortid i Southampton - præget overskrifterne i England, ligesom han tirsdag aften, hvor Norge trænede på Wembley, var meget interessant for de engelske journalister. Den norske landsholdsspiller havde da heller ikke forventet, at det ville blive så stor en sag. Så nu har han trukket i land.

- Jeg har da tænkt lidt over det, og det var egentlig ment som en joke. Jeg er United-supporter og stor fan af Wayne Rooney, siger Vegard Forren til det norske medie vg.no.

Vegard Forren var kun i Southampton i et halvt år, inden han skiftede tilbage til Molde, hvor karrieren tog fart. I Southampton nåede han aldrig at spille en førsteholdskamp. Også FC København var inde i billedet, da Forren forlod Molde til fordel for Southampton i 2013.

0 kommentarer
Vis kommentarer