Bænket Eriksen viste vejen i Tottenham-triumf

Christian Eriksen var en stor del af årsagen bag Tottenhams 3-1-sejr over Aston Villa, selvom han uvant måtte starte ude

Christian Eriksen var med til at vende kampen for Tottenham. Foto: Ritzau Scanpix
Christian Eriksen var med til at vende kampen for Tottenham. Foto: Ritzau Scanpix

Med tre mål i kampens slutfase sikrede Tottenham sig en god start på Premier League-sæson med sejren over Aston Villa.

Men det var først, da Christian Eriksen kom på banen efter 64 minutter, at kampen fuldstændig ændrede karakter.

Eriksen havde noget uvant startet på bænken midt i rygterne om sin fremtid i Tottenham.

Et klart signal fra manager Mauricio Pochettino skulle man mene. Ifølge argentineren selv havde det ikke sammenhæng med rygterne om Eriksens fremtid. Det sagde han til Sky Sports op til kampen, men det er unægtelig svært ikke at kæde de to ting sammen.

Eriksen har været fast mand for Tottenham i fem år, og at danskeren ikke figurerede i den stærkeste startopstilling, var et noget uvant syn.

Og de savnede ham, Tottenham. Det gjorde de virkelig. På trods af stor dominans chokerede John McGinn og Aston Villa hjemmeholdet med en scoring efter blot otte minutter.

Herfra sad Tottenham på tingen, men det var først, da Eriksen kom på banen med en halv time igen, at der for alvor kom gang i sagerne – og styr på spillet.

Danskeren blev tiljublet af hjemmepublikum, og 13 minutter senere var udligningen smækket i kassen af nyindkøbet Tanguy Ndombele.

London-klubben fortsatte det massive pres, og kort før tid kvitterede målsluger Harry Kane med to kasser til 2-1 og 3-1.

Tanguy Ndombele scorede i sin Tottenham-debut. Foto: Ritzau Scanpix
Tanguy Ndombele scorede i sin Tottenham-debut. Foto: Ritzau Scanpix
 

Gentagelsens år
Tottenham tilslutter sig med sejren de andre favorithold i toppen af rækken.

Manchester City og Liverpool ser ud til at fortsætte titel-ræset fra sidste sæson. Fredag smadrede Liverpool nyoprykkede Norwich med 4-1, hvor den tidligere Brøndby-angriber Teemu Pukki kom på tavlen for gæsterne. Dog måtte Champions League-vinderne se stjernekeeperen Alisson udgå med en grim skade, hvis omfang endnu ikke er udredt.

I samme voldsomme tempo smadrede Manchester City West Ham med hele 5-0 på udebane og sendte et klart signal om, at de sammen med Liverpool er holdet, hvis man vil spille med om mesterskabet.  

For Southamptons to danskere var det en Premier League-åbning i nedturens navn, da de tabte 0-3 til Burnley. Pierre-Emile Højbjerg var ramt af sygdom og fik blot 15 minutter på banen, mens Jannik Vestergaard spillede hele kampen, hvor han gjorde sig uheldigt bemærket med sløjt forsvarsspil ved to af Burnleys tre mål.

Se også: Fodboldlegende ærgrer sig over Eriksen

Christian Eriksen har trods vedvarende rygter om et skifte brugt sommeren i Tottenham. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix Champions League - 8. aug. 2019 - kl. 15:26 Midt i transfer-rygter: Eriksen i spil til stor pris

Se også: Se billedet: Kevin Magnussen er blevet gift

83 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere