Bæstets brøl til Burnley: Gi' mig så min testimonialkamp

Strid: Brian ’The Beast’ Jensen har i over halvandet år forsøgt at få sin velfortjente testimonialkamp efter ti år i Burnley, men Premier League-klubben har ifølge målmanden hver gang stillet sig på bagbenene. – Det er meget skuffende, siger den nuværende Crawley-målmand til Ekstra Bladet

Brian 'The Beast' Jensen fik over ti år i Burnley, men har fortsat ikke fået sin testimonialkamp. Her ses den store målmand sammen med Nicklas Bendtner (Foto: AP)
Brian 'The Beast' Jensen fik over ti år i Burnley, men har fortsat ikke fået sin testimonialkamp. Her ses den store målmand sammen med Nicklas Bendtner (Foto: AP)

Burnley kæmper ikke bare for livet i Premier League. Klubben kæmper også mod sin tidligere danske målmand Brian ’The Beast’ Jensen.

Den 39-årige dansker stod imellem stængerne på Turf Moor fra juni 2003 til september 2013 og var en populær skikkelse blandt tilhængere. Højdepunktet indtraf i 2009, da han på Wembley var med med til at sikre klubben oprykning til Premier League.

En oprykning, der var over en milliard kr. værd.

Se også: På vej mod katastrofen: Nu starter Uniteds skæbnemåned

Det danske bæst nåede i alt 310 kampe for Burnley og nåede altså også at være i klubben i ti år. Det er kutyme i engelsk fodbold, at det udløser en såkaldt testimonialkamp. Det er en ’tak for ti års tro tjeneste-kamp’, men Brian Jensen venter stadig på sin velfortjente testimonial.

- Det er selvfølgelig meget skuffende. Hver gang at jeg har fået organiseret min testimonialkamp, føler jeg, at Burnley har stillet sig på bagbenene.

- De har lukket døren på den ene eller den anden måde, og det både undrer og skuffer mig meget. Efter ti år i klubben var det ikke det, som jeg havde regnet med, siger Brian ’The Beast’ Jensen til Ekstra Bladet.

Underskriftindsamling
Det danske målmandsbæst synes selv, at han har været tålmodig, men efter over halvandet års forgæves kamp for at få sin kamp, er tålmodigheden ved at nå sin ende. Også hos familien i det engelske.

Brian Jensens kone, Maria, har startet en underskriftindsamling på nettet under titlen ’Hjælp Brian Jensen med at få sin testimonialkamp for Burnley FC’.

I sommeren 2013 havde den store målmand fået lavet en aftale med Premier League-klubben Hull om, at de skulle være modstanderen i testimonialkampen på Turf Moor.

Se også: Eriksens holdkammerat med sjælden bedrift

Men Burnley valgte at arrangere en træningskamp mod hollandske Sparta Rotterdam på samme dag, som Brian ’The Beast’ Jensen havde planlagt sin kamp mod Hull.

- Sådan er der desværre flere eksempler. Der er altid kommet et eller andet i vejen, men jeg er ikke den første, der har problemer med en testimonialkamp i Burnley, konstaterer Brian Jensen, der også har haft en aftale med den franske klub Saint-Étienne, som han måtte aflyse, fordi Burnley fik andre planer.

Koster mange penge
Han skal selv stå for al planlægningen og booke – og betale – en modstander.

Målmanden skal også afholde udgifter til stadionpersonale, så selv om entreindtægterne fra kampen tilfalder ham, er det ikke en dag, der sikrer ham pensionen.

- Det koster mange penge at arrangere sådan en kamp. Bare det at få åbnet to tribuner koster for eksempel £9.500 (ca. 100.000 kr.), så det er ikke, fordi der ligger en formue i det her for mig.

- Faktisk kan den dag komme til at koste mig penge, men for mig er det ikke et spørgsmål om penge. Jeg vil bare gerne have muligheden for at sige ordentligt farvel til Burnley-fansene og få en god dag ud af det, siger Brian Jensen.

Se også: Comeback lurer: Leicester klarmelder Kasper Schmeichel

Han skiftede efter sine ti år i Burnley til Bury, inden turen før denne sæson gik til Crawley Town, der lige nu kæmper for at redde livet i League One. Brian Jensens kontrakt udløber efter denne sæson, og selv om han til sommer runder 40, har han mod på at snuppe et par sæsoner endnu.

Så han skulle være fit nok til at kunne deltage i sin egen testimonialkamp. Den undskyldning kan Burnley i hvert fald ikke bruge…

Ekstra Bladet har været i kontakt med Burnleys talsmand, Darren Bentley, som bad os sende en mail med spørgsmål. Det har vi gjort, men Premier League-klubben er endnu ikke vendt tilbage med svar.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere