Bekymring i Premier League: Frygter træningsboykot

Ifølge Daily Mirror har to Premier League-spillere allerede meddelt, at de ikke genoptager træningen mandag

Premier League håber at kunne genoptage turnering i juni, men flere spillere har udtrykt deres bekymring. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Premier League håber at kunne genoptage turnering i juni, men flere spillere har udtrykt deres bekymring. Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Mandag håber de tyve Premier League-klub så småt at kunne genoptage holdtræningen.

Ligaen har fået grønt lys af regering til en genstart i juni, men ikke alle spillere er tilsyneladende med på den plan.

England har været hårdt ramt under coronakrisen, og det afspejler sig også i fodboldverdenen.

Flere store navne som for eksempel Raheem Sterling og Danny Rose har offentligt udtrykt deres store bekymring, og ifølge Daily Mirror overvejer nogle Premier League-spillere ligefrem at nægte at træne i næste uge.

Spillerne skal skrive under på en samtykkeerklæring, før de kan træne igen.

Men den engelske avis skriver, at klubberne frygter, at flere ikke vil skrive under og dermed ikke kan genoptage træningen.

Det er for eksempel spillere, der er plaget af astma eller har familiemedlemmer med alvorlige helbredsproblemer.

Newcastles Danny Rose har forholdt sig kritisk til planerne om en genstart af Premier League. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix
Newcastles Danny Rose har forholdt sig kritisk til planerne om en genstart af Premier League. Foto: Andrew Boyers/Ritzau Scanpix

Daily Mirror erfarer, at en klub allerede er blevet informeret om, at to spillere ikke har tænkt sig at vende tilbage til træningsbanen mandag.

Der er i dag et afgørende møde mellem spillere, Premier League, den engelske spillerforening og medicinske eksperter.

Spillerne har fået en 40 sider lang træningsprotokol, der i detaljer beskriver, hvordan de skal forholde sig.

Det er de tyve anførere, der sammen med spillerforeningen repræsenterer spillerne, og de skal efterfølgende melde tilbage til de øvrige medlemmer i truppen.

Den engelske spillerforening har et stort ønske om, at det ikke får konsekvenser for den enkelte spiller, hvis han ikke skriver under på samtykkeerklæringen.

- Der er visse spillere, der er mere udsatte end andre. Vi er nået et punkt, hvor alle har ret til at træffe deres egen beslutning, så længe vi sørger for at få de bedste folk til at svare på ethvert spørgsmål og enhver tvivl, som de måtte have, siger den engelske spillerforenings direktør, Gordon Taylor.

Premier League vil på onsdagens møde ifølge Daily Mirror fremlægge omfattende dokumentation for, at det er sikkert at træne.

De håber på den måde at få overbevist de spillere, der lige nu er i tvivl om, hvorvidt de skal genoptage træningen.

Der resterer ni runder af Premier League, og Liverpool mangler blot seks point for definitivt at sikre sig mesterskabet.

Midt i krisen: Stjerne strejker - som den eneste

Gigantisk tv-lussing kan vente

Ny sponsor i Brøndby IF