Benitez meget tæt på Premier League-job

Spanske Rafael Benitez er angiveligt ganske tæt på at lande jobbet som manager for Newcastle United

Ifølge spanske AS er Benitez på vej tilbage til Premier League, hvor han tidligere har stået i spidsen for Liverpool. (Foto: AP)
Ifølge spanske AS er Benitez på vej tilbage til Premier League, hvor han tidligere har stået i spidsen for Liverpool. (Foto: AP)

I august havde den spanske træner Rafael Benitez velsagtens karrierens største job som manager for Real Madrid - et drømmejob, vil mange mene - men der gik ikke mange måneder, før den tidligere Valencia, Inter, Napoli og Liverpool-træner blev fyret i den spanske kongeklub.

Nu kan Benitez så være på vej tilbage til managerjobbet - og man må være ærlig og sige, at det er som nat og dag, det han angiveligt er på vej til.

For ifølge spanske medier er Rafael Benitez blevet enig med Newcastle United om en treårig aftale, hvor han så skal tage over for englænderen Steve McClaren, der bare mangler at få en fyreseddel.

Steve McClarens Newcastle United har været elendige i denne sæson, hvor klubben er Premier Leagues suverænt dårligste udehold og ligger næstsidst i Premier League samlet - med kun 10 kampe igen for klubben, der på mandag gæster Leicester City.

Det spanske medie AS skriver, at de har informationen fra en kilde tæt på Rafael Benitez.

Forhandlingerne skal have trukket ud, fordi Benitez har krævet mere kontrol, end tidligere managers har fået i Newcastle. Således vil Benitez forsøge at skabe noget bæredygtigt i Newcastle - noget, klubben ikke har haft succes med de sidste mange år.

Steve McClaren blev ansat i sommer som træner og sidder tilmed i bestyrelsen i klubben. Nu ventes han at få sparket.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere