Bidsk Klopp langer ud efter United-stjerner

Kritik af Loris Karius falder ikke i god jord hos tyskerens landsmand på trænersædet i Liverpool

Få rivaliseringer i international fodbold kan konkurrere med Liverpool FC og Manchester United FC's.

Og nu er en ny brudt ud med brødrene Gary og Phil Neville på den ene side - og Liverpool-manager Jürgen Klopp på den anden.

Omdrejningspunktet er Liverpool-målmand Loris Karius.

Han har med aktioner - eller mangel på samme om man vil - mod henholdsvis Bournemouth og West Ham lukket mål ind, så Liverpool har smidt point i den tætte topstrid i Premier League.

Gary Neville, der efter mange års tro tjeneste i Uniteds røde trøje, har fået et godt navn i engelsk fodbold som ekspertkommentator, kom for skade at sige om Karius, at han var 'miles away' - helt væk - i 4-3-nederlaget til Bournemouth.

Til det var den 23-årige keeper selv hurtigt ude med følgende svada mod Neville:

- Han var manager kortvarigt, og nu er han tilbage som ekspert. Eksperterne, de fleste tidligere spillere, glemmer fuldstændig, hvordan det er at blive udsat for kritik. Især Neville-brødrene: Ham, der var manager (Gary), burde selvsagt vide, at for meget kritik aldrig hjælper. Men han er ikke interesseret i at hjælpe en Liverpool-spiller, sagde han med slet skjult henvisning til det iskolde forhold mellem de to klubber.

Da Karius så igen bommede den mod West Ham i weekenden, da Dimitri Payets frispark fik lov at gå i mål, fik han opbakning fra Jürgen Klopp, der var på pletten, efter Phil Neville havde sagt, at målmanden 'skulle tie stille og passe sit arbejde'.

Se Payets mål her

- For det første handler mit job om at beskytte mine spillere så meget, som jeg kan. Men jeg kan ikke beskytte dem inde på banen. Han (Gary Neville, red.) havde sine problemer med spillerne (som træner i Valencia, red.), så hvorfor er det, at vi lader ham fortsætte med at tale om spillere i fjernsynet?

- Jeg lytter ikke til dem. Jeg er sikker på, at Carra (Jamie Carragher, red.) heller ikke udtaler sig positivt om Manchester United-spillere, sagde Jürgen Klopp.

- Det er tydeligt, at Neville-brødrene ikke bryder sig om Liverpool. Det har jeg ikke noget problem med. Og kan de skabe større problemer, end vi allerede har, så har de da forsøgt.

- I øvrigt kan du fortælle ham (Gary Neville, red.), at jeg ikke er på Twitter, så hvis han vil fortælle mig noget, så er Twitter ikke stedet, han skal gøre det, kom det stærkt krydret for manageren med henvisning til Gary Nevilles vældige forbrug af det sociale medie.

Sensationelt comeback af Bournemouth

75 kommentarer
Vis kommentarer