Blodbad i debut: Træder modstander i hovedet

Han har tidligere fået fem kampes karantæne for at træde Zlatan Ibrahimovic i hovedet, og nu har Tyrone Mings gjort det igen i sin debut for sin nye klub

Tumult efter uheldet. Foto: Adam Holt/Ritzau Scanpix
Tumult efter uheldet. Foto: Adam Holt/Ritzau Scanpix

Den 25-årige forsvarsspiller Tyrone Mings skiftede på transfervinduets sidste dag fra Bournemouth til Aston Villa på en lejeaftale, og allerede i lørdagens debut gjorde han sig bemærket.

Dog ikke for det gode.

Godt nok var han med til at holde målet rent i 0-0-kampen, men efter 73 minutter kom han i uheldigt fokus, da han trådte direkte ned på Readings Nelson Oliveira, der fik dybe flænger og blødende måtte forlade banen.

Portugiseren var ved fuld bevidsthed, men blev for en sikkerheds skyld fragtet til det nærmeste hospital, fordi der var mistanke om en brækket næse.

- Det var en mærkelig beslutning fra dommeren. Jeg ved ikke, om næsen var brækket, men vi vil informere jer, når der er nyt, sagde Reading-manager José Gomes efter kampen.

Mings har også været ude for at undskylde.

- Jeg elskede virkelig at have den rød-blå trøje på i dag og er helt oppe at køre over, at vi holdt målet rent. Jeg er forfærdelig ked af, hvad der skete med Oliveira. Jeg håber han er ok, lyder det fra debutanten på Twitter.

Episoden skete, som Mings og Oliveira var i direkte duel. Da portugiseren faldt ned på jorden, endte Mings også med at miste balancen, så han trådte direkte ned på modstanderens ansigt, så blodet flød.

Tilfældigt eller ej. 25-årige Mings har efterhånden en noget broget historik.

Voldsomt så det ud. Foto: Adam Holt/Ritzau Scanpix
Voldsomt så det ud. Foto: Adam Holt/Ritzau Scanpix

I 2017 fik han fem kampes karantæne efter at have trådt på en liggende Zlatan Ibrahimovic, der i samme omgang fik tre kampes karantæne for en albue.

Dengang påstod Bournemouth, at der var tale om et uheld og brokkede sig over de fem kampes karantæne, men Sky-ekspert Gary Neville mente, at det var en fair straf.

- Vi så nærmest en UFC-kamp. At træde på ansigtet, inden personen får en albue tilbage i hovedet. Begge spillere skulle være udvist. Zlatan lå ned, og så kommer Mings med en utrolig fej handling. Frygteligt, lød det fra Neville dengang.

Tyrone Mings spillede ungdomsfodbold i Southampton, kom siden over Bristol Rovers og et par småklubber, inden han fik tre sæsoner i Ipswich og kom til Bournemouth i 2015, hvor han så nu er blevet udlejet til Aston Villa.

De næste dage vil vise, om der venter den uheldige debutant en karantæne i sin nye klub.

Se også: Fik skøjten i munden: Nu sidder tænderne i læben!

Se også: Stjernen afslører: 'Dopet i alle kampe i hele min karriere'

Sorgen er stadig ubærlig, selv om der er gået syv år, siden Filippa omkom i en trafikulykke. Foto: Olivia Loftlund Sport og Spil Dansk tennishelts store sorg: Min datter døde i trafikulykke

Søren 'The True Viking' Bak lever en kontrastfyldt tilværelse. Foto: Linda Johansen Sport og Spil Danmarks ondeste pensionsrådgiver: Søren smadrer alle i buret

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere