Brasiliansk stjerne falder på knæ: Sælg mig til Liverpool

Shakhtar Donetsks store profil Alex Teixeira er bedrøvet over, at den ukrainske klub har afvist et bud fra Liverpool

Den tyske Liverpool-manager, Jürgen Klopp, har efter et halvt år i klubben endelig mulighed for at sætte sit eget præg på truppen i vinterens transfervindue, der lukker mandag nat.

Den tidligere Dortmund-træner udtalte ved et nyligt pressemøde, at han ikke nødvendigvis ville kaste penge efter nye spillere, men han måtte også indrømme, at en kvalitets-spiller vil gøre truppen godt.

- Vi kan ikke bare sige: 'Vi har pengene til det' og derefter smide dem efter hvilken som helst spiller, der er på vores ønskeliste. Det skal være en tanke bag, for man kan ende med at købe en masse skidt, hvis man ikke tænker sig om, sagde Klopp ifølge Empire of the Kop.

Se også: Brasser-bomber skal redde Liverpool

Helt skidt synes tyskeren dog ikke, at den brasilianske Shakhtar-stjerne Alex Teixeira er.

Ifølge Sky News har Liverpool budt små 345 millioner kroner for den offensive profil, men den ukrainske klub har afvist englænderne.

Og det skuffer spilleren, der meget gerne vil skifte til Anfield.

- Jeg ved, at Shakhtar har modtaget ét bud fra Liverpool, som de afslog. Og jeg aner ikke hvorfor. Det var et rigtigt godt bud, så det er meget frustrerende. Klubbens manager og præsidenten sagde nej, så nu venter jeg tålmodigt på nyt.

- Liverpool er en kæmpe klub. Der er så mange fantastiske spillere, der har tørnet ud for dem. Det ville være en stor ære for mig at trække Liverpools trøje over hovedet, siger Teixeira til NBC Sports.

Se også: På vej til Liverpool: Nu rammes han også af forbandelsen

Liverpool døjer med langvarige skader til Danny Ings, Divock Origi og Daniel Sturridge, og derfor vil den brasilianske midtbanespiller, der har imponeret stort i denne sæson, være en kærkommen forstærkning for Klopp og co.

- Jeg ved, at min agent prøver på at gøre alt for, at jeg kan skifte til Liverpool. Jeg har spille med Coutinho, siden jeg var ti år gammel. Det ville være fantastisk og sjovt at få lov til at spille sammen med ham igen, siger den 26-årige brasilianer.

Teixeira har i denne sæson garnet imponerende 25 gange i 21 kampe, hvor tre af målene er blevet scoret i Champions League.

TV: Hvem er ham Teixeira? Få svaret her i dette tre minutter lange indslag

6 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere