Chefen hylder Eriksen efter storkamp - så vigtig er han

Tottenhams manager bader sin danske stjerne i ros efter storkampen mod Manchester United

Christian Eriksen scorede det tredjehurtigste mål i PL-historien, da han bragte Tottenham foran efter 11 sekunder. Kun Tottenham-legenden Ledley King og Premier League-ikonet Alan Shearer har været hurtigere. Foto: AP
Christian Eriksen scorede det tredjehurtigste mål i PL-historien, da han bragte Tottenham foran efter 11 sekunder. Kun Tottenham-legenden Ledley King og Premier League-ikonet Alan Shearer har været hurtigere. Foto: AP

Hvis nogen skulle være i tvivl om Christian Eriksens enorme betydning for engelske Tottenham Hotspur, så har de næppe set London-klubbens tre seneste kampe.

Mens den danske stjerne lå syg, havde Spurs store problemer med at hive 1-1 hjem i udekampen mod Southampton, der så sent som 2. juledag blev knust 5-2 på Wembley.

Siden blev katastrofen kun lige akkurat afværget, da Harry Kane sikrede en aldeles ufortjent omkamp i FA Cup'en med sin sene udligning til 1-1 mod Newport County fra den fjerdebedste engelske række.

To præstationer, der ikke just cementerede selvtilliden hos Tottenham før onsdagens topbrag mod Manchester United.

Men bekymringen var helt ubegrundet.

Eriksen var nemlig stået op af sygesengen, og han indtog bogstaveligt talt opgørets hovedrolle, da han blot skulle bruge 11 sekunder til at bringe Spurs på 1-0, inden han med en præstation, som efterfølgende sikrede ham kåringen til 'man of the match', førte Tottenham til en 2-0 sejr og tre meget vigtige point i topstriden.

Efterfølgende havde manager Mauricio Pochettino da også de helt store ord fremme om sin danske stjerne.

- Det, der er så vigtigt, er at se Christian Eriksen. Hans tro på tingene. Hans løb var fantastisk, siger argentineren om Christian Eriksens chokmål efter 11 sekunder.

Se Christian Eriksen score det tredjehurtigste PL-mål nogensinde her:

- Der var ikke noget med at vente og se, hvad der sker. At beslutte sig og forudse tingene. At læse spillet. Det er så vigtigt. Det er sådan en ting, man viser akademi-spillerne på video. Jeg synes, at det var en stor præstation af Christian.

Pochettino er - ligesom omgivelserne - ikke blind for Tottenhams afhængighed af Christian Eriksen.

- Christian er en meget vigtig spiller for os. Ikke kun, fordi han spillede godt og scorede, men han er en spiller, der binder alle sammen, og når han ikke er med, så savner vi ham altid. Han er sådan en spiller, du savner på banen, konstaterer Mauricio Pochettino om sin danske nøglespiller.

Se også: Eriksen tilbage med sæsonens hurtigste mål

Se også: Tottenham henter brasiliansk stjerne i PSG

Se også: Tottenham tæt på pinlig ydmygelse

Caroline Wozniacki er Danmarks bedst lønnede tennisstjerne. Foto: AP Sport og Spil Se deres løn: Så meget tjener de danske stjerner

26 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere