Chelsea med storsejr

Chelsea tog imod Everton, som blev sendt hjem fra London med en ordentlig øretæve på 0-4 i Premier League

Chelsea-spillerne havde god grund til at juble søndag, da Chelsea slog Everton stort i Premier League. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix
Chelsea-spillerne havde god grund til at juble søndag, da Chelsea slog Everton stort i Premier League. Foto: Matthew Childs/Ritzau Scanpix

Med Chelsea ved man aldrig helt, hvad man kan forvente i denne sæson, men søndag var en af klubbens gode dage på grønsværen.

Chelsea tog imod Everton i Premier League, og det endte med en komfortabel sejr på 4-0.

Dermed øgede Frank Lampards tropper afstanden fra fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League i næste sæson. Chelsea nåede på 48 point og har fem points forspring inden opgøret mellem Manchester United og Manchester City senere søndag.

For træner Carlo Ancelotti og co. hos Everton var det en streg i regningen, og klubben er på 12.-pladsen 11 point efter Chelsea, som var foran 2-0 efter godt 20 minutter af kampen.

Først var det 21-årige Mason Mount, der efter lige under et kvarter drejede rundt i feltet og hamrede bolden i mål til 1-0 efter oplæg fra Pedro.

Spanieren slog selv til kort efter og fordoblede føringen med en flad afslutning efter en fornem frispilning i dybden fra Ross Barkley.

Flere mål var der ikke i første halvleg, men i det 51. minut trykkede Willian af uden for feltet, og bolden strøg i kassen bag Everton-keeper Jordan Pickford.

Den engelske landsholdsmålmand måtte gå den tunge gang igen tre minutter senere, da Willian var arkitekten bag målet til 4-0.

Brasilianeren tog et kort hjørnespark, modtog bolden igen og sendte den ind i feltet i en blød bue. Der stod Olivier Giroud klar, og en meter fra målstregen fik den franske angriber sendt bolden i nettet.

Med 20 minutter igen lod Willian sig udskifte til store klapsalver på Stamford Bridge, og det samme gjaldt for Mount, da han efter en time blev klappet fra banen.

Med fem minutter igen var det så Girouds tur til at forlade banen akkompagneret af klapsalver, og så kunne blot 18-årige Armando Broja få sin debut for Chelsea.

Danske Andreas Christensen så til fra hjemmeholdets bænk i hele opgøret.

Se også: Udsætter Cornelius' kamp
Se også: Real tager førstepladsen tilbage
 

2 kommentarer
Vis kommentarer