Chelsea prygler slappe United

Chelsea besejrede Manchester United 3-1 og er klar til FA Cup-finalen mod Arsenal

Personlige fejl blev afgørende for United mod Chelsea. Se highlights fra kampen her. Video: Discovery Networks Danmark

Der er meget på spil i Premier League for Manchester United i den kommende uge, og manager Ole Gunnar Solskjær får noget at se til i forhold til at få spillerne klar fysisk og mentalt efter søndagens lussing i FA Cup-semifinalen.

Ellers formstærke Manchester United tabte 1-3 til Chelsea.

Og uden at tage det mindste fra et godt spillende Chelsea-mandskab, der var stærkeste hold på dagen og fortjente sejren, så kan Manchester-spillerne kun takke sig selv for, at det er Chelsea, der nu står i finalen.

Drop af målmanden, selvmål og sammenstød mellem holdkammerater med udskiftning til følge var blandt ingredienserne i United-gryden.

Eric Bailly og Harry Maguire bankede hovederne sammen sidst i første halvleg, og mens Maguire kunne spille videre efter at have fået et par sting, så måtte en konfus Bailly opgive at forsætte.

Et rystet United-mandskab var et stykke fra det niveau, holdet ellers har vist efter coronapausen, mens Chelsea havde godt styr på sagerne. Kort før pausen fik Chelsea omsat overtaget til føring.

Olivier Giroud fik ydersiden på et indlæg fra César Azpilicueta, og bolden fandt vej ind bag United-målmand David de Gea.

Spanieren så måske ikke alt for heldig ud i situationen, men han havde omvendt ikke ret lang tid til at reagere på afslutningen fra Giroud.

Værre så det ud for David de Gea straks efter pausen. Han havde frit udsyn til langskuddet fra Mason Mount, men den normalt så stærke sidste skanse fik slet ikke timet sin redning.

Ondt blev værre for United med godt et kvarter igen, da Harry Maguire scorede selvmål, og så hjalp det ikke meget, at Bruno Fernandes reducerede på straffespark i overtiden.

Chelsea er klar til finalen på Wembley, hvor Arsenal venter. Arsenal slog lørdag Manchester City 2-0.

Kampen om det prestigefyldte trofæ spilles på Wembley 1. august.

Både United og Chelsea kæmper for at slutte i top-4 i Premier League, hvilket udløser billetter til Champions League i næste sæson. Begge hold skal i aktion onsdag og søndag.

Se også: Første gang i 163 kampe - Lindegaard scorer!

Torben Aakjær er fyret som scout i Manchester United. Her fortæller han om, hvordan jobbet var (Foto: Linde Johansen) Sport og Spil Drømmejobbet i United - sådan var det

20 kommentarer
Vis kommentarer