Om små fem måneder har danske Andreas Christensen kontraktudløb med Chelsea, og allerede nu stilles et stort spørgsmålstegn ved hans fremtid.
Forsvarsspilleren har fortsat ikke skrevet under på en ny aftale med sin engelske arbejdsgiver, hvilket har fået stribevis af klubber til at rette kikkerten mod landsholdsspilleren.
FC Barcelona, Bayern München, Borussia Dortmund, og senest AC Milan har blandt andet bejlet til den 25-årige dansker.
Men trods den store interesse fra den europæiske elite håber Timo Werner, at både 'AC' og Antonio Rüdiger forlænger deres ophold i klubben. Sidstnævntes kontrakt udløber nemlig også til sommer.
- Jeg er ikke involveret i forhandlingerne af disse to spillere. Men jeg ville være glad, hvis de begge blev her, for de er meget, meget gode forsvarsspillere, siger Timo Werner til Sky Sports og fortsætter:
- De kunne forstærke enhver klub i verden. De vandt Champions League med os sidste år og var stamspillere på holdet. I mange kampe styrede de to vores forsvar.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Bossen svingede pisken
Da Andreas Christensen har kontraktudløb med Chelsea til sommer, betyder det, at stopperen allerede nu må forhandle med andre klubber om sin fremtid. Og skifter landsholdsprofilen ikke i det igangværende transfervindue, kan han altså hentes kvit og frit inden længe.
Danskerens chef Thomas Tuchel håber dog på, at 'AC' forlænger sit ophold på Stamford Bridge.
For knap halvanden måned siden kogte forholdet mellem parterne, da den tyske cheftræner pressede på for at få stopperens underskrift på en længere aftale.
Det skete dog ikke, og derfor valgte Tuchel bevidst at bænke danskeren.
- Vi har ventet længe på en bekræftelse, sagde bossen på daværende tidspunkt.
Men sidenhen har AC dog været i aktion på grønsværen, hvor han har styret den bagerste kæde sammen med Antonio Rüdiger og kaptajnen César Azpilicueta.
Andreas Christensen har i skrivende stund optrådt 148 gange for London-klubben, hvor han også er kommet på måltavlen to gange.
Begge scoringer er kommet i denne sæson. Først i Champions League-gruppespillet mod Malmø FF og senest i FA'Cuppen mod Chesterfield. Søndag møder Chelsea Tottenham hjemme på Stamford Bridge, men hjemmeholdet er fortsat uden danskeren, der har coronavirus.
--------- SPLIT ELEMENT ---------