Den russiske oligark og Chelsea-ejer, Roman Abramovich, er blevet anset som en skurk efter den russiske invasion af Ukraine på baggrund af hans forbindelser til Vladimir Putin.
Men han har været en central figur i forhandlingerne mellem Ukraine og Rusland, hvor han har fungeret som mægler mellem de to nationer i krig.
Ifølge The Times har den russiske milliardær tilmed afleveret et personligt brev, skrevet af den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, til Ruslands præsident, Vladimir Putin.
- Sig til ham, at jeg smider dem ud, svarede Putin angiveligt Abramovich, da han afleverede brevet.
Efter Roman Abramovich forlod Moskva igen, mødtes han med den ukrainske politiker Rustem Umerov, der forhandler på vegne af Ukraine, i Istanbul.
Læs også: Putins gode ven: Roman Abramovichs vanvittige luksusliv
Mandag aften kom det frem, at Abramovich og ukrainske fredsforhandlere viste tegn på forgiftning, efter de havde deltaget i et møde i den ukrainske hovedstad, Kiev.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Wall Street Journal, der har historien, skriver, at Abramovich og de to ukrainere fik smerter i øjnene, og deres hud skallede af.
Det er endnu usikkert, hvem der står bag det formodede angreb, men ifølge den amerikanske avis er mistanken rettet mod russere, der ønsker at sabotere fredsforhandlingerne.
Det er dog ikke blevet officielt bekræftet, hvem der stod bag den påståede forgiftning.
Roman Abramovich står lige nu over for et salg af Chelsea.
På grund af de britiske sanktioner mod russiske oligarker, må Chelsea ikke sælge billetter til kampe eller sælge merchandise.
Her kan du læse om Chelseas økonomiske krise på baggrund af Abramovich' sanktioner.