4,5 milliarder kroner!

Så meget har Chelsea handlet ind for i denne sæson.

Det seneste årti har UEFA's Financial Fair Play-regler vundet indpas i de store europæiske ligaer med håbet om, at de ville bidrage til en højere grad af økonomisk retfærdighed i fodboldverdenen.

Så hvordan i alverden kan Chelsea købe spillere for 4,5 milliarder kroner på et halvt år - uden at bryde reglerne?

Forklaringen er faktisk ganske enkel.

For det første har Chelsea de seneste år skabt et transferoverskud ved blandt andet at sælge flere succesfulde akademispillere, heriblandt Tammy Abraham og Fikayo Tomori.

Også salg af flere etablerede spillere har hjulpet på overskuddet. Blandt andet røg Eden Hazard til Real Madrid i 2019 for hele 750 millioner kroner.

For det andet udnytter Chelsea fairplay-reglerne ved at udstyre de dyre nyindkøb med rekordlange kontrakter.

Marc Cucurellas kontrakt løber i seks år, Wesley Fofanas i syv, og både Mykhaylo Mudryk og Enzo Fernandez har fået kontrakter med en længde på hele otte et halvt år.

Når en klub sælger en spiller, får klubben hele beløbet til rådighed med det samme.

Men når en klub køber en spiller, bliver det brugte beløb fordelt ud over hele kontraktens længde.

Jo længere kontrakterne på de nye spillere er, jo mindre fylder Chelseas årlige udgifter altså i fairplay-bogen. Og derfor kan de købe så mange spillere til så store summer på så kort tid - uden at bryde reglerne.