Chelseas nye chef - en ekstrem vinder

Portræt: Chelsea har med Antonio Conte ansat en Duracell-kanin af en træner, der gerne tager en ekstra meter for holdet og forlanger det samme af sine spillere

Chelsea fans og spillere kan forvente en fysisk meget aktiv træner på sidelinjen (Foto: AP)
Chelsea fans og spillere kan forvente en fysisk meget aktiv træner på sidelinjen (Foto: AP)

På banen løb han gerne den ekstra meter for holdet – og for stjerner som Del Piero og Zidane. Som træner sætter han lige så gerne de moderigtige lædersko i løb langs sidelinjen i et forsøg på at overføre sit ekstreme vinder-gen til sine spillere.

Chelsea har med ansættelsen af Antonio Conte som træner sikret sig en mand, der vil gå meget langt for at fylde pokaler i skabet. Det vil de fleste, der har krydset den 46-årige italieners vej skrive under på. Hvad enten de hører til beundrerne eller dem, der har slået sig på ham undervejs.

- Han er en fanatiker, og man taler om ham med stor respekt i Italien, siger en kender, Viasat-eksperten Niels-Christian Frederiksen.

- Han er som træner, som han var som spiller. Vildt engageret og arbejdsom, og han forlanger meget af sine spillere. Temperamentsmæssigt kan du sammenligne ham med Diego Simeone (Atletico Madrid, red.) men han er også en lille Mourinho - dog til den lidt mere boldbesiddende side.

Der er dog også lighedstræk til en tredje manager, Sir Alex Ferguson. Carlos Tevez kunne i alt fald ikke komme i tanke om ret mange forskelle, da han blev bedt om det, og den reference lægger sig op ad den berømte, verbale ’føntørrer’, der kunne brøle et omklædningsrum omkuld.

Premier League - 4. apr. 2016 - kl. 14:14 Chelsea henter italiensk succes-træner

Den slags anekdoter er talrige, og Andrea Pirlo har måske sat de mest præcise ord på: ’Når han taler, smerter hans ord. De drøner voldsomt gennem din hjerne og sætter sig fast derinde’.

Men den tidligere midtbanefræser er nu mere sofistikeret end som så. Han er også nysgerrig og søgende omkring alt det nye, der sker omkring trænerrollen i disse år. Taktisk, fysisk – og i forhold til de signaler, en træner afsender fra sidelinjen, påpeger Niels-Christian Frederiksen.

- Han er en rigtig god træner, som nok kom lidt for tidligt i gang som landstræner. Det siges, at han har været lidt frustreret, for han vil hellere være klubtræner og arbejde dagligt med spillerne.

- Han er glad for forskellige systemer og er ikke bare en 3-5-2 mand. Normalt spiller han med fire i bagkæden. Han er mest til boldbesiddelse men har også masser af kynisme og går op i balancen på holdet.

Selv var han en balancespiller på det Juventus-mandskab, der fejrede så mange triumfer op gennem 90’erne og efter årtusindskiftet. Men han fik ikke kun skidt på knæene undervejs. Også udenfor banen har han været involveret i spektakulære skandaler.

Som da den tjekkiske Roma-træner Zdenek Zeman umisforståeligt anklagede de fysiske pragteksemplarer fra Juventus for at være produkter af andet end vitaminer, og da han som træner fik en længere karantæne for at ikke at ville udtale sig om aftalte kampe i det berygtede Calciopoli-kompleks.

Også det danske landshold har slået sig på Antonio Conte. Her har italieneren scoret det afgørende mål i en EM-kvalifikationskamp i Parken i 1999 (Foto: Jens Dresling)
Også det danske landshold har slået sig på Antonio Conte. Her har italieneren scoret det afgørende mål i en EM-kvalifikationskamp i Parken i 1999 (Foto: Jens Dresling)

I italiensk fodbold har man dog evnen til at tilgive og glemme, og det er de sportslige meritter, der klæber sig til Conte. Han førte såvel Bari som Sienna til Serie A, og han genrejste Juventus efter skandalen.

Han hentede tre mesterskaber på stribe, hvor flere point-rekorder blev slået undervejs, og derfra kunne han ikke undslå sig posten som landstræner for det hold, han til sommer står i spidsen for til EM.

Se også: Italiens landstræner stopper: Vil have et klubhold

Derefter handler det om Chelsea. Et godt match, mener Frederiksen:

- Ja, for i Chelsea, kan de godt lide at gå til vaflerne, og de er ikke kendt for den mest sprudlende offensiv. De kan godt lide disciplin og er vant til at træne taktisk. De vil have pokaler og er ikke så fokuserede på, hvordan det ser ud. Bare de vinder.

Presset skal han nok håndtere, mener han.

- Men han får til gengæld en udfordring i en liga, hvor mange hold er lige så gode som Chelsea. Han har været vant til at Juventus var suveræne, mens de andre kunne slås om andenpladsen. Premier League er mere jævnbyrdig og alle kampe enormt svære.

4 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere