City sat af efter kæmpe skuffelse

Wolverhampton overraskede stort ved at besejre Manchester City med 2-0 på udebane i Premier League

Wolves-spillerne var naturligvis ellevilde efter den uventede sejr. Foto: Lindsey Parnaby/AFP/Ritzau Scanpix
Wolves-spillerne var naturligvis ellevilde efter den uventede sejr. Foto: Lindsey Parnaby/AFP/Ritzau Scanpix

Manchester City har ikke råd til at tabe point mod de mindre hold i den engelske Premier League, hvis holdet vil genvinde det engelske mesterskab.

For rivalen Liverpool topper tabellen med otte sejre ud af otte mulige, og de forsvarende mestre fra City har allerede tabt point et par gange i denne sæson.

Men igen søndag gik det for tredje gang i ligaen galt for City, som tabte med 0-2 hjemme til Wolverhampton

Det betyder, at City efter kun otte spillerunder allerede halser otte point efter Liverpool, der har 24 point på førstepladsen.

Liverpool hentede lørdag en kneben sejr på 2-1 på et kontroversielt straffespark i overtiden.

Begge Wolverhamptons mål blev sat ind efter samme opskrift.

Efter 80 minutter opsnappede udeholdet bolden, og angriberen Raúl Jiménez fandt Adama Traoré, som kunne score til 1-0.

Fire minutter inde i overtiden, da City pressede på for at udligne, gentog samme scenarie sig, og Traore blev dobbelt målscorer i den nærmest sensationelle udesejr.

Flere af de øvrige tophold var også i aktion søndag eftermiddag, og her gik det mere efter planen, da Chelsea vandt 4-1 ude over Southampton.

Chelsea-manager Frank Lampard havde igen fundet plads til angriberen Tammy Abraham og midtbanespilleren Mason Mount.

Desuden havde den 21-årige stopper Fikayo Tomori fået chancen i det centrale forsvar i stedet for Andreas Christensen.

Abraham takkede for tilliden efter 17 minutter, da han lobbede bolden i mål.

Bolden blev sparket væk af en Southampton-spiller, men den havde krydset målstregen, viste mållinjeteknologien.

Mount fordoblede føringen syv minutter senere, inden Southampton-angriberen Danny Ings reducerede til 1-2 efter en halv time.

Fem minutter før pausen øgede Chelseas arbejdsomme midtbanespiller N'Golo Kante til 3-1, og indskiftede Michy Batshuayi lukkede og slukkede til 4-1-resultatet.

Pierre-Emile Højbjerg spillede hele kampen for Southampton, som til gengæld ikke havde Jannik Vestergaard med i truppen.

I den tredje eftermiddagskamp søndag vandt Arsenal hjemme med 1-0 over Bournemouth.

Arsenal-stopperen David Luiz headede kampens eneste mål i nettet efter ni minutter.

Se også: Ramt af uhyggelig skade: Nu har han fået dommen

Se også: Klopp raser trods triumf i overtiden

Se også: Kræver omkamp efter VAR-brøler

 

 

 

21 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere