Coronavirus tvinger Liverpool til udsættelse

Den planlagte stadionudvidelse af Anfield er på grund af coronasituationen blevet udskudt i mindst et år, oplyser Liverpool

Liverpool-tilskuerne må foreløbig vente lidt med udvidelsen af endetribunen Anfiels Road. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Liverpool-tilskuerne må foreløbig vente lidt med udvidelsen af endetribunen Anfiels Road. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun Premier League, der er forsinket på grund af coronavirussen.

Det er også den planlagte udvidelse af Liverpools ikoniske hjemmebane, Anfield. Det oplyser klubben i en erklæring på sin hjemmeside.

Det drejer sig om endetribunen Anfield Road, der fra december skulle være påbegyndt moderniseret og udvidet fra en kapacitet på knap 10.000 tilskuere til 16.000, så Anfields endelige kapacitet i sommeren 2022 skulle være 61.000.

I stedet er planen nu at påbegynde anlægsarbejdet i december 2021 og dermed være klar til sommeren 2023.

- Vi har oplevet flere forsinkelser på det planlagte projekt som en direkte følge af Covid-19-nedlukningen. Med de mange udfordringer, flere sektorer oplever - byggebranchen, indkøb og offentlige instanser - så tager vi den ansvarlige tilgang og sætter projektet på pause i mindst 12 måneder, siger Liverpools driftsdirektør Andy Hughes.

Det er endetribunen, der kan ses til venstre, der skal udvides - men altså med et års forsinkelse. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er endetribunen, der kan ses til venstre, der skal udvides - men altså med et års forsinkelse. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Det ser lige nu ud til, at Premier League bliver færdiggjort hen over sommeren. Et tidspunkt, der ellers havde været afsat til udvidelsen.

- Det komplekse byggeprojekt for Anfield Road er en 18 måneder lang proces, der skal bruge to hele sommerlukninger for at kunne lykkes, forklarer Andy Hughes, der altså ikke udelukker yderligere forsinkelser.

Liverpool er på vej til et suverænt engelsk mesterskab med 25 point ned til Manchester City på andenpladsen. City har dog en kamp i hånden, men skal håbe på et mirakel, da der kun resterer yderligere ni spillerunder.

Medie: Premier League har startdatoen klar

Laudrup: Danmark må ikke opgive EM

Divisionsforeningen om Superliga-start: - Vi må godt