Dansk angribers chef syder over fejldom

Cardiff-manager Neil Warnock kritiserer, at der kan ske store dommerfejl i så god en liga som Premier League

Cardiff var foran 1-0 efter 83 minutter og dermed stærkt på vej til at vinde over Chelsea i Premier League.

Men i fodboldkampens afslutning gik alt galt, og det endte med et 1-2-nederlag til Cardiff, der kæmper for at undgå nedrykning.

Først udlignede Chelsea-stopperen César Azpilicueta til 1-1 efter 84 minutter, selv om spanieren stod over en meter offside, da bolden blev afleveret til ham.

Dernæst blev den indskiftede Cardiff-angriber Kenneth Zohore nedlagt af Chelseas Antonio Rüdiger, da danskeren var på vej mod mål.

Nødbremsen kostede et gult kort, men Cardiff-lejren mente, at forseelsen burde være takseret til en udvisning.

Cardiff-manager Neil Warnock var rasende i de døende minutter, da han så resultatet smuldre totalt med Chelsea-spilleren Ruben Loftus-Cheeks afgørende 2-1-mål i overtiden.

- Det gør ondt. Dommeren gjorde det udmærket, men de vigtigste afgørelser gik os imod. Det var linjevogteren. Det var så skuffende. Chelsea ved godt, at de slap af sted med mord.

- Mod de store hold er du nødt til at have VAR, fordi de afgørende situationer ellers går dig imod, siger Warnock ifølge AFP.

Dommeren overså også to straffespark til Cardiff ifølge Warnock, der ligeledes brokker sig over det manglende røde kort til Rüdiger.

- Det udlignende mål var reelt et sejrsmål, og hvis man ikke kan se den offside, så ved jeg ikke, hvorfor man er med i sporten.

- Jeg ser også tilbage på de to straffespark, vi burde have haft, samt det røde kort mod Kenneth Zohore.

- Den største og bedste liga i verden har formentlig de værste dommere i øjeblikket, mener Warnock.

Cardiff er placeret lige under nedrykningsstregen med 28 point efter 31 kampe. Holdet har fem point op til Burnley, der har spillet en kamp mere.

Onsdag skal Cardiff på en svær opgave, da bundholdet gæster titelbejleren Manchester City.

Se også: Eriksen når Beckhams 18 år gamle rekord
Se også: Højbjerg hyldes efter mål og pragtpræstation
Se også: Selvmål giver Liverpool sejren over Tottenham

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere