Dansk fan: - Kan være, jeg sidder med dårlig smag i munden

Fodboldkommentator og Newcastle-fan gennem 25 år Thomas Gravgaard har svært ved at vurdere, hvad han skal tænke om klubbens salg til et saudiarabisk konsortium

Se det ske: Ellevilde fans reagerer på nyheden om, at Newcastle er solgt til saudiarabere

Fodboldverdenen blev ramt af noget af en nyhed, da det torsdag aften blev offentliggjort, at den upopulære ejer Mike Ashley havde solgt den nordengelske klub til et saudiarabisk konsortium.

Hos journalist Thomas Gravgaard, der har dækket engelsk fodbold for Discovery i mange år og som selv er Newcastle-fan, var der både lettelse og bekymring, da ejerskiftet gik igennem.

- Jeg tænkte mange ting. Det er jo ikke kun tanker, det er også følelser. Rent følelsesmæssigt var der lettelse over at slippe ud af det limbo, Newcastle har været i så længe, siger Thomas Gravgaard og fortsætter:

- Samtidig er det jo også med et tungt hjerte, fordi klubben nu tilslutter sig en gruppe af klubber, som åbenbart i bestræbelserne på at nå til tops ikke har det moralske kompas særlig godt indstillet.

Thomas Gravgaard har fulgt Newcastle siden 1996. Arkivfoto: Linda Johansen
Thomas Gravgaard har fulgt Newcastle siden 1996. Arkivfoto: Linda Johansen
 

Allerede sidste år forsøgte Public Investment Fund, som kontrolleres af den saudiarabiske kronprins Mohammad bin Salman, at købe Newcastle United. Dengang blev fonden ikke erklæret som egnet af Premier League.

Det skyldtes blandt andet Saudi-Arabiens boykot af den Qatar-ejede tv-station beIN Sport, der har rettighederne til Premier League. Men efter at landet har droppet boykotten, lå vejen åben for salget.

Ifølge en rapport fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA var bin Salman ansvarlig for drabet på systemkritikeren Jamal Khashoggi på konsulatet i Istanbul.

Kæmpe jubel blandt fansene
Der var alligevel stor jubel foran stadionet St. James' Park i Newcastle, da nyheden om ejerskiftet tikkede ind.

Fansene har i over et årti været utilfredse med den nu tidligere ejer Mike Ashley, der var uinteresseret i at investere i klubben og som havde cuttet kontakten til fansene.

- Det, man også skal forstå med den her overtagelse, er, at den nye ejer også kommer med et løfte om at investere betragtelige midler i infrastruktur og området som sådan. Det er også i det lys, man skal se glæden, siger Thomas Gravgaard.

Fansene brød ud i stor jubel efter ejerskiftet, hvor flere fans havde klædt sig ud som saudiarabisk prins. Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
Fansene brød ud i stor jubel efter ejerskiftet, hvor flere fans havde klædt sig ud som saudiarabisk prins. Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix
 

Omkring 94 procent af Newcastle-fansene i England har i en meningsmåling foretaget sidste år sagt, at de er positive over for ejerskiftet, selvom den nye ejer af mange betegnes som noget kontroversiel.

- De tænker i Newcastle, at så længe dronningen trykker hånd med den saudiarabiske prins, og den britiske regering sælger våben til Saudi-Arabien, hvorfor er det så lige Newcastle-tilhængere, der skal redde menneskerettigheder i Mellemøsten?

Usikker om fremtiden
For Thomas Gravgaard selv er det svært vide, hvad det kommer til at betyder for hans eget forhold til klubben, som han har fulgt i 25 år.

- Jeg kunne nemt blive citeret for, at jeg vender ryggen til Newcastle. Det vil jo så være en gratis omgang, hvis jeg privat løber rundt i stuen, når de scorer.

- Det kan også være, at jeg bare sidder med dårlig smag i munden, imens de bevæger sig op igennem tabellen. Jeg har virkelig svært ved at vurdere det, afslutter Thomas Gravgaard.