Dansk landsholdsspiller til Premier League

Philip Billing er tæt på at skrive kontrakt med Premier League-klubben Bournemouth

Premier League bliver en dansker rigere i den kommende sæson.

Således er midtbanespilleren Philip Billing meget tæt på at returnere til den bedste engelske række, Premier League. som han ellers forlod som nedrykker sammen med Huddersfield efter sidste sæson.

Ifølge BBC er den danske U21-landsholdsspiller meget tæt på at sætte sin signatur på en femårig kontrakt med Bournemouth.

Det engelske medie mener at vide, at Billing kan se frem til at skrive under på en femårig aftale, og at Bournemouth skal slippe i omegnen af 124 mio. kroner for ham.

Ifølge Sky Sports er handlen så tæt på, at det forventes, at Philip Billing gennemfører det obligatoriske lægetjek allerede mandag.

Philip Billing kom til Huddersfield fra Esbjerg som ungdomsspiller i 2013, og fik sin seniordebut året efter.

I alt blev det til seks mål i 91 kampe - heraf 27 i Premier League.

Siden blev forholdet til klubben dog iskoldt, da han i et interview med bold.dk langede voldsomt ud efter Huddersfield-træneren Jan Siewert, som han beskrev som 'arrogant'.

- Han er speciel. Rigtig tysk mentalitet, lidt mærkelig. Han kom ind, som om han havde vundet Premier League fem gange, lidt arrogant, og jeg tror, de fleste tabte respekten for ham efter en uges tid. Folk kunne godt se, der var et eller andet galt. Han 'prøvede for hårdt'-agtigt, sagde Billing dengang.

Den udmelding betød reelt, at han var færdig i Huddersfield, hvilket blev bekræftet af Huddersfield-formanden Phil Hodgkinson ved et fan-arrangement forleden.

- De bliver ikke involveret i førsteholdet i Huddersfield Town, mens jeg er her, lød det om Billing og landsmanden Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Mens Philip Billing altså nu har fundet en ny klub, er det stadig et åbent spørgsmål, hvor 'Zanka' spiller efter sommerferien.

Se også: Iskold klub-boss: 'Zanka' er færdig!

Se også: Danskere i kulden: På vej væk fra klubben

Se også: Dansker solgt til Bundesligaen: Superliga-klub scorer millioner

27 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere