Normalt har den britiske sundhedsminister Matt Hancock ikke meget at gøre med landets nationalsport, fodbold.
Men i denne uge trak Hancock overskrifter i sportssektionerne, da han på et pressemøde sagde, at spillerne i Premier League bør gøre deres i landets kamp mod coronavirus og gå ned i løn.
En opfordring, som den danske målmand Jonas Lössl, der er udlejet til Championship-klubben Huddersfield fra Everton, er uforstående over for.
- Jeg må ærligt sige, at jeg synes, at det er uhørt at lave sådan en udtalelse, som er en hetz direkte mod os, siger keeperen i et interview med Eurosport.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Lössl forstår generelt ikke det store fokus på, at lige præcis de bedste fodboldspillere i landet bør bidrage.
- Jeg synes ikke, at det hænger sammen at gå direkte efter en afgrænset del af det økonomiske system, som i forvejen er rigtig god for den engelske økonomi. Der har du nogle andre midler, du bruger som minister og som stat, siger han.
Onsdag blev det meldt ud, at en lang række fodboldstjerner fra Premier League er gået sammen om at starte en fond under hashtagget #PlayersTogether, der skal yde støtte til det britiske sundhedsvæsen (NHS), der er presset på grund af mange coronatilfælde.
Den danske landsholdsmålmand hos Leicester, Kasper Schmeichel, er én af dem.
Fodbold-legende testet positiv for coronavirus
Billedet Tottenham ikke vil se: Mourinho står til skideballe