Dansk stjerne udsat for racisme: Nu går klubben til politiet

Den nyudnævnte danske landsholdsspiller Philip Billing blev tirsdag aften kaldt et sort æsel på Twitter. Hans klub, Huddersfield, har reageret prompte og inddraget politiet i sagen

Philip Billing blev tirsdag udsat for racisme i en besked på det sociale medie Twitter. Politiet er nu blevet inddraget i sagen. Foto: Simon Bellis/Sportimage/Cal Sport Media via AP Images
Philip Billing blev tirsdag udsat for racisme i en besked på det sociale medie Twitter. Politiet er nu blevet inddraget i sagen. Foto: Simon Bellis/Sportimage/Cal Sport Media via AP Images

Hadet på de sociale medier har nu også ramt den nyudnævnte danske landsholdsspiller Philip Billing.

Den 22-årige Huddersfield Town-spiller er på Twitter blevet udsat for racisme af en anonym, utilfreds Huddersfield-tilhænger.

Brugeren med navnet mazza_pazza kom med sit racistiske udfald i en privat besked sendt til danskeren tirsdag aften.

'Forlad vores klub. Jeg vil aldrig se dig i en Town-spilledragt igen, dit ubrugelige wanna be sorte æsel', skriver brugeren.

Philip Billing valgte selv at lægge den ubehagelige besked ud på Twitter med en nedadvendt tommelfinger.

Han har fået masser af opbakning på Twitter og får det også af sin engelske arbejdsgiver. Huddersfield har reageret prompte i sagen og er gået til politiet.

- Vi er bekendte med den racistiske besked, som blev sendt til Philip Billing over et socialt medie tirsdag aften og har efterfølgende overdraget sagen til West Yorkshire Police, siger klubben ifølge BBC Sport.

Premier League-bundproppen slår desuden klart fast, at den på ingen måde accepterer en sådan adfærd:

- Huddersfield Town tolerer ikke fornærmelser af nogen art og har en nultolerance-holdning over for enhver form for diskrimination. Vi vil samarbejde fuldt ud med politiet, så denne sag kan blive håndteret på stærkest mulige måde.

Philip Billing har været i Huddersfield i en håndfuld år. Han var med til at rykke med klubben op i Premier League. Foto: Greig Cowie/REX
Philip Billing har været i Huddersfield i en håndfuld år. Han var med til at rykke med klubben op i Premier League. Foto: Greig Cowie/REX

Philip Billing, der har nigerianske rødder, har været i Huddersfield siden 2014 og er foreløbig noteret for 74 førsteholdskampe for Premier League-klubben.

Han er en af flere Premier League-spillere, der er blevet udsat for racismens grimme ansigt i denne sæson.

En Tottenham-tilhænger fik fire års karantæne for at kaste en bananskræl efter Arsenals Pierre-Emerick Aubameyang, og Manchester Citys Raheem Sterling blev angiveligt udsat for racistiske tilråb på Stamford Bridge.

Chelsea-fans er også blevet beskyldt for at have sunget en antisemitiske sang under en Europa League-kamp i Ungarn.

22-årige Billing blev mandag udtaget til A-landsholdet og kan få sin debut senere på måneden, når Danmark møder Kosovo og Schweiz.

Se også: 6000 tilskuere til ungdomskamp: - Det er vanvittigt fantastisk

Se også: Afsløring: Gravesen får stor tv-rolle

Sport og Spil Tvunget til salg: Sådan kommer Eriksen til Madrid

Glen Riddersholm forlod på kontroversiel vis sin nye stilling som sportsdirektør i Vendsyssel for at blive ny cheftræner i SønderjyskE. Foto: Anders Brohus Sport og Spil Superligaen Indefra: Bitter pengestrid efter dramatisk exit

11 kommentarer
Vis kommentarer