Danske Claus er nervøs: Forgyldes ved Leicester-triumf

44-årige Claus Guldborg Hansen følger intenst med i guldkampen i Premier League, hvor en sensationel Leicester triumf vil gøre ham meget rigere

En dansk Oddset-spiller håber også, han kan juble som Leicester-spillerne efter sidste spillerunde. (Foto: AP)
En dansk Oddset-spiller håber også, han kan juble som Leicester-spillerne efter sidste spillerunde. (Foto: AP)

Der er mange neutrale fodboldfans, der krydser fingre for, at Leicester City holder guldkursen i Premier League og sikrer sig mesterskabet på sensationelt vis.

Men der er nogle, der ønsker det lidt mere end alle andre.

En af dem er Claus Guldborg Hansen. Han har nemlig smidt penge på, at Leicester bliver mestre. Det gjorde han helt tilbage i oktober sidste år, hvor han satsede 75 kroner på den overraskende triumf til svimlende odds 1500. Går kuponen hjem, vil den 44-årige familiefar blive 112.500kroner rigere!

Claus Guldborg vil mere end gerne have, at Leicester vinder mesterskabet (Privatfoto)
Claus Guldborg vil mere end gerne have, at Leicester vinder mesterskabet (Privatfoto)
 

- Jeg havde 75 kroner tilbage på min konto, efter jeg havde spillet et managerspil på Danske Spil. Derfor tænkte jeg, at jeg ville smide dem på et eller andet sjovt. Og i og med jeg havde stor succes med Leicester-spillere på mit manager-hold, valgte jeg at spille på dem som mestre. Det var egentlig ren tilfældighed og en pludselig indskydelse, siger Claus Guldborg Hansen til Ekstra Bladet.

- Jeg tænkte, at de ligeså godt kunne blive ved med at vinde deres kampe, for de var i en vildt god stime allerede i oktober - og de andre tophold præsterede ikke på vanligt niveau. Håbet var der, men jeg troede ikke, det var meget realistisk.

Leicester fortsatte dog deres fremdrift, og da de stadig toppede Premier League ved nytår, begyndte odds-spilleren fra Nykøbing Falster at tro på det.

Danske Spil har en funktion på deres net-spil, hvor man kan få udbetalt en del af præmien, hvis nerverne ikke holder til sidste spillerunde.

Sådan så muligheden ud for Claus før Leicesters kamp mod Swansea i weekenden. Han valgte dog ikke at tage pengene, selvom tanken har strejfet ham flere gange.

- Allerede ved juletiden kunne jeg få udbetalt 20.000 kroner, og det overvejede jeg kraftigt. Især i den periode kunne man godt bruge et par ekstra skillinger. Jeg har også en familie og nogle venner, der presser mig til at 'cashe ud'. Men jeg er blevet ved. Det er det spiller-gen, der slår ind. Og muligheden for at vinde 112.000 er der jo stadig, siger han.

Claus Guldborg, der har oddset i 30 år, og aldrig har vundet en stor penge-præmie, overvejer dog stadig, om nerverne holder til sidste spilledag i midten af maj.

- Næste runde bliver afgørende, hvor Leicester skal møde United ude. Men jeg har lovet fruen derhjemme, at jeg tager pengene, hvis der kun er få point mellem Leicester og Tottenham i de kommende runder. Men jeg håber selvfølgelig, de holder hele vejen, siger han.

Den 44-årige fysioterapeut er da også blevet lidt af en Leicester-fan siden efteråret.

- Det kan man jo ikke rigtigt undgå. Jeg købte en Leicester-trøje for noget tid siden, men den skulle bestilles, da man ikke kan få dem i Danmark. Så jo, lidt fan er jeg blevet. Jeg holder ikke rigtigt med et hold, men jeg har faktisk haft sympati for Tottenham siden Gary Lineker-dagene. Så det er lidt sjovt, siger han og tilføjer:

- Det ville da være fedt, hvis Tottenham vandt mesterskabet, men det håber jeg naturligvis ikke. Jeg må skuffe fodbold-tilhængerne - pengene betyder altså mest.

Leicester har været Europas helt store sensationshold i denne sæson. (Foto: AP)
Leicester har været Europas helt store sensationshold i denne sæson. (Foto: AP)

Danske Spil oplyser til Ekstra Bladet, at to spillere nåede at oddse på et Leicester-mesterskab til odds 2000. Men da begge spil er blevet placeret hos en forhandler, har bookmakeren ingen anelse om, hvem spillerne er.

Udover Claus har 13 andre spillefugle nået at smide penge på odds 1500. De fleste har smidt en 50'er på væddemålet, mens en enkelt person har vovet sig med at satse en hund.

Hvis det lykkes for Leicester at fuldføre triumfen, vil oddset til 2000 være det højeste odds, der nogensinde går hjem i Danske Spil regi på et enkeltstående spil.

Danske Spil har dog kun udbudt enkeltodds på over 1000 i tre år – efter indførslen af en ny software-platform, da den gamle ikke kunne håndtere så store odds.

I alt har 465 kunder valgt at satse på, at Kasper Schmeichel og Co. laver den helt store sensation i Premier League. Danske Spil kommer til at punge ud med 1,3 millioner kroner, hvis den overraskende triumf lykkes.

TV: Guldkurs: Leicester banker Swansea med 4-0:

54 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere