Dansker på Old Trafford: Troede det var en joke

En dansk Manchester United-fan var en af mange, der blev evakueret fra Old Trafford søndag eftermiddag, da en mistænkelig genstand blev fundet på tribunen

Opgøret mellem Manchester United og AFC Bournemouth er søndag eftermiddag blevet aflyst, efter sikkerheds-folkene på Old Trafford fandt en mistænkelig pakke på en tribune i den nordlige del af stadion.

Tilhængerne blev evakueret ti minutter før kampen skulle sparkes i gang og ledt ud af udgangene. Manchester United valgte derefter i samarbejde med det lokale politi at aflyse kampen.

Danske Kenneth Aamann og hans seksårige søn, Alexander, fik ikke lov til at se de røde helte i aktion. (Foto: Privatbillede)
Danske Kenneth Aamann og hans seksårige søn, Alexander, fik ikke lov til at se de røde helte i aktion. (Foto: Privatbillede)
 

Den danske Manchester United-fan Kenneth Aamann og hans seksårige søn var nogle af de første, der blev evakueret fra det berømte stadion. Den 35-årige fan havde dog ingen anelse om, hvad der skete i de første minutter.

- Jeg tror, mange af os troede, det var en joke. Vi sidder over 60.000 mennesker og er klar til at se United, og pludseligt siger de i højtaleren, at vi skal begyndte at gå ud. Vi sad på Ferguson Stand og var tæt på denne mistænkelige pakke, så vi kom først ud, siger Kenneth Aamann til Ekstra Bladet.

På trods at at evakueringen blev igangsat kort før start, var der ingen panik at spore hos publikum eller sikkerheds-folkene.

- Det hele foregik meget stille og roligt. Mange fans havde lidt svært ved at acceptere, at de skulle ud og stoppede op flere gang på vej ud. Men vagterne havde godt styr på det - både i forhold til United-tilhængerne og udefans, forklarer den 35-årige dansker.

Fans bliver evakueret. (Foto: AP)
Fans bliver evakueret. (Foto: AP)

Kenneth Aaman har været fan af United i hele sit liv og har flere gange være på Old Trafford før. Dagens kamp mod Bournemouth var dog hans seksåriges søn, Alexander, første kamp nogensinde med de rødklædte helte, og det var da også en trist knægt, farmand Kenneth havde i hånden, mens han havde Ekstra Bladet i røret.

- Han er super ulykkelig, og det påvirker da også mig. Jeg er da også trist over det, da det var højdepunktet på vores tur. Lige nu synes jeg ikke, at det er så fedt. Men når jeg tænker over det, så er det en okay beslutning. Det er bedre at være på den sikre side, selvom jeg håbede på, at de bare kunne havde taget den pakke og gået ud med den, siger Kenneth Aaman.

De to danske fans er i Manchester indtil mandag morgen, hvorefter de vender snuden mod København igen.

Manchester United har endnu ikke meddelt, hvornår kampen bliver spillet.

17 kommentarer
Vis kommentarer
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere