Danskerklub på katastrofekurs: - Vores problem er ingen hemmelighed

Huddersfield indleder 2019 på sidstepladsen i Premier League, og årsagen er til at få øje på: Mathias 'Zanka' Jørgensen er topscorer med tre scoringer for bundholdet, der i december tabte syv kampe på stribe

Der er ikke noget at sige til, at Huddersfield har problemer, når den danske landsholdsforsvarer Mathias 'Zanka' Jørgensen er klubbens topscorer med tre mål. Foto: Lindsay Parnaby/Ritzau Scanpix
Der er ikke noget at sige til, at Huddersfield har problemer, når den danske landsholdsforsvarer Mathias 'Zanka' Jørgensen er klubbens topscorer med tre mål. Foto: Lindsay Parnaby/Ritzau Scanpix

Ser man på tabellen, kan man ikke undgå at få øje på, at Huddersfield er i problemer. Sidst i Premier League.

Men vil man se, hvad danskerklubbens egentlige problem er, skal man kaste et blik på Premier Leagues topscorerliste.

Huddersfield farligste mand findes langt, langt nede på den og er … Mathias ’Zanka’ Jørgensen.

Tre gange har den danske landsholdsforsvarer scoret i denne sæson for ’The Terriers’ - det svarer til 25 pct. af klubbens mål.

Lige efter ham på den interne topscorerliste følger U21-landsholdets midtbaneoprydder Philip Billing med to scoringer...

- Vi har et problem med at score mål, det er tydeligt. Det er ingen hemmelighed, siger Huddersfield-manager David Wagner forud for onsdagens opgør mod Burnley på John Smith’s Stadium i markedsbyen i det vestlige Yorkshire.

Vitale bundopgør
Årets første kamp er en skæbnekamp for Huddersfield, der udover ’Zanka’ og Billing har landsholdsreserven Jonas Lössl på holdet.

Alle syv kampe i december blev tabt - en tangering af klubredkorden fra 1955 - og der skal meget gerne tre point på tavlen mod nedrykningskonkurrenten Burnley, hvis ikke Huddersfield skal isoleres i bunden af Premier League.

Danskerklubben tabte vitale bundopgør til Southampton og Fulham i julen og 'fejrede' nytår på sidstepladsen med sølle ti point efter de første tyve runder.

Philip Billing ærgrer sig efter nederlaget til Fulham. Det lignede længe en nulløsning, men i kampens tillægstid sørgede Mitrovic for Huddersfields syvende nederlag på stribe. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix
Philip Billing ærgrer sig efter nederlaget til Fulham. Det lignede længe en nulløsning, men i kampens tillægstid sørgede Mitrovic for Huddersfields syvende nederlag på stribe. Foto: Dylan Martinez/Ritzau Scanpix

Det siges, at der skal 40 point til at redde livet i Premier League, men det er en myte.

Kun fire gange i Premier Leagues snart 27-årige historie har man skullet have 40 point eller mere for at blive oppe.

Snittet for overlevelse ligger lige omkring 36,5 point, men i 2010 var 31 point faktisk nok til at sikre overlevelse, mens 34 point var det magiske tal i sidste sæson.

Jagter ung Chelsea-angriber
Når man står på ti point mere end halvvejs inde i sæsonen, er der meget langt op til både 31 og 34 point - særligt når ens topscorer er en dansk midterforsvarer.

Situationen er desperat i Huddersfield, men i en nytårshilsen på klubbens hjemmeside lover formand Dean Hoyle, at han ikke vil tillade, at Huddersfield går en nedrykning sovende i møde:

- Vi vil være aktive i dette transfervindue, men uden at sætte klubbens økonomi på spil. Der er en balance, der skal findes, og vi vil stræbe efter at finde balancen mellem risiko og belønning.

Tammy Abraham (yderst th.) har nettet 16 gange for Aston Villa i denne sæson. Er han Huddersfields redningsmand? Foto: Paul Burrows/Ritzau Scanpix
Tammy Abraham (yderst th.) har nettet 16 gange for Aston Villa i denne sæson. Er han Huddersfields redningsmand? Foto: Paul Burrows/Ritzau Scanpix

På rygteplan bliver Huddersfield kædet sammen med Chelseas unge angriber Tammy Abraham, der for tiden er udlånt til Aston Villa i The Championship.

Der er dog flere af de andre lidt mindre Premier League-klubber, der gerne vil have den 21-årige angriber, der i løbet af kun tyve kampe har scoret flere mål end hele Huddersfield-holdet tilsammen i lige så mange opgør.

16 scoringer er det blevet til for Abraham, der nytårsdag nettede to gange mod Queens Park Rangers.

Lidt håb at finde i historiebøgerne: Fire har reddet sig

Huddersfield fejrede nytår på sidstepladsen, men alt håb er ikke ude.

Oddsene for overlevelse er ikke gode, men der er trods alt en smule håb at finde i historien for danskerklubben.

I de 26 sæsoner med Premier League er det fire gange sket, at holdet, der lå sidst ved årsskiftet, alligevel reddede livet.

West Bromwich Albion med Martin Albrechtsen på holdet var den første klub til at lave 'the great escape' i sæsonen 2004/05, og i de seneste sæsoner er det faktisk sket flere gange.

Sunderland (2013/14), Leicester (2014/15) og Swansea (2016/17) forvandlede en 20. plads ved nytår til en plads over nedrykningsstregen i maj.

Det er aldrig sket, at alle tre hold under nedrykningstregen nytårsaften, har formået at redde sig, men til gengæld er det kun sket tre gange, at alle tre rykkede ned.

I Premier Leagues-æraen er 62 pct. af de klubber, der lå til nedrykning nytårsaften, også røget ud. Redningsprocenten er altså rent historisk 38.

Nicki Bille vendte hjem til FC Nordsjælland efter et ophold i italienske Reggina med blandet succes. Foto: Lars Poulsen Sport og Spil Bag om ballade-Bille: Fra stortalent til skandaleramt

Se også: 'Hjernedødt, skændsel og helt godnat': Forklarer sine mange svinere

Se også: Brøndby henter forstærkning i Lyngby

27 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere