Den er helt 'van Gaal' i United

Rooney i spidsen for stjernernes oprør mod den hollandske diktator

Louis van Gaal deler vandene - også i Manchester. (Foto: AP)
Louis van Gaal deler vandene - også i Manchester. (Foto: AP)

For mange Premier League-klubber ville en sæsonstart med syv point i de første fire kampe være mere end godkendt.

Spørg bare i Tottenham, hvor Christian Eriksen og co. stadig jagter sæsonens første sejr.

Men på Old Trafford er det udbytte bare ikke godt nok, når man har et CV med 20 mesterskaber.

Og slet ikke, når holdet, der i en ikke så fjern fortid har rådet over målmaskiner som Dwight Yorke, Ruud van Nistelrooy og Robin van Persie og stadig har en vist Wayne Rooney i stalden, blot har formået at score tre gange. Den ene gang endda via et selvmål af Spurs-backen Kyle Walker i sæsonpremieren.

Se også: Åben krig mellem Real og United: Superagenten smækker med døren

Så stemningen er en anelse spændt i den røde del af Manchester. For den skuffende sæsonstart kommer på en klangbund af et transfervindue, der blev præget af den groteske De Gea-saga, afskeden med van Persie og Angel Di Maria samt ikke mindst det manglende køb af en ny angrebsstjerne til en trup, som er sjældent fattig på naturlige 9’ere.

Ja, faktisk er atmosfæren på træningsanlægget i Carrington rigtig giftig, hvis man spørger skrivekarlene på velansete The Times.

Og i centrum for minikrisen står klubbens egenrådige og evigt udskældte manager Louis van Gaal.

Således kan den engelske avis fortælle, at en række af ’De Røde Djævle’s mest etablerede navne med Rooney og Michael Carrick i spidsen direkte har konfronteret den udskældte hollænder, fordi de er bekymrede for den stivnede offensiv. Samtidig er stemningen trykket på grund af den hårde ledelsesstil, der tidligere på sæsonen blandt andet har givet sig udtryk i tre uger uden en fridag.

Ifølge Daily Mail føler spillerne sig som ’robotter’, der er fanget i et stift system, men van Gaal er en mand, der tror på sin filosofi, så stjernerne talte for døve ører.

Hvis de engelske profiler troede, at deres anciennitet var nok til at få ørenlyd hos van Gaal, havde de heller ikke gjort deres hjemmearbejde.

Se også: Rooney begraver stridsøksen med Sir Alex

For den tidligere hollandske landstræner ryster ikke på hånden, når han fører tøjlerne på sine fodboldhold.

- Der er ingen, der får lov til at tage chancer. Spillerne føler, at de spiller i spændetrøjer. Alt er struktureret og handler om zoner. Manageren kan godt lide et godt grin, men det ser man sjældent på træningsbanen. Han holder fast i sin måde. Det har virket før, og derfor vil han ikke ændre det, siger en anonym kilde således til Daily Mail.

Van Gaal har ændret kulturen fra Sir Alex Fergusons dage, hvor de ansatte i klubben spiste sammen med spillere og trænere. Nu er den ikke-sportslige stab sendt udenfor døren, og det er alt sammen medvirkende til, at det sociale fundament i Manchester United er begyndt at slå revner. 

Og Van Gaals facon kan være en mundfuld. Spillere som Robin van Persie, Rafael, Javier Hernandez og Angel Di Maria, der alle er faldet i unåde, har ikke mange pæne ting at sige om chefen.

Og det gamle FC Barcelona-ikon Hristo Stoichkov var helt klar i mælet, da han advarede Pedro mod at tage til Old Trafford.

- Van Gaal får spillerne til at lide, fordi han selv var en middelmådig spiller. Se, hvor mange spillere, der har forladt ham. Han ødelagde Barcelona, da han var der, og det tog mange år at reparere, lød den nådesløse dom fra bulgareren.

Se også: United-stjerne i familie-strid før skæbnekamp

Imens leder Manchester United stadig efter vindermelodien og det er nok lige optimistisk at tro, at den grotesk dyre franske teenager Anthony Martial allerede nu kan sparke tiltrængt liv i det stivnede angreb.

Men uret tikker i en klub, hvor tålmodigheden næppe er så lang, som da legenden Ferguson i sin tid fik syv år til at vinde sit første mesterskab.

Og hvis det ikke bliver til sejr i weekendens brag mod ærkerivalen Liverpool, så får selv den kølige og selvsikre Louis van Gaal svært ved at holde kritikkerne på afstand.

 Se også: Krigen er total: Real Madrid raser mod skandaløse United

Se alle hans sæsonmål - derfor hentede Manchester United Anthony Martial:

47 kommentarer
Vis kommentarer