Denne perle holder danskerhold på toppen af Premier League

Jonas Lössl havde en redning i ren verdensklasse, da Huddersfield med Zanka og Biling i startopstillingen også sejrede i holdets anden kamp som nyoprykkere

Premier Leagues nye danskerhold er kommet flyvende fra start og topper såmænd rækken sammen med West Bromwich og Manchester United efter en smal men såre fortjent hjemmesejr på 1-0 over et andet oprykkerhold, Newcastle

En vægtig grund var målmand Jonas Lössl, der markerede sig stærkt allerede efter et kvarters spil, da han kastede sig i fuld længde og med det yderste af handsken fik verfet Matt Ritchies skruede forsøg mod fjerneste stolpe til hjørnespark. Det var en redning af høj klasse fra den store dansker.

Philip Biling ryddede sammen med sin stærke makker Aaron Mooy godt op på den defensive midtbane og fordelte boldene fornuftigt, mens Mathias Zanka Jørgensen midtvejs i første halvleg forfaldt lidt til tidligere tiders letsindighed men slap godt fra det.

Hjemmeholdet tog et godt momentum med sig fra første til anden halvleg og i det 50. minut kom belønningen.

Netop Aaron Mooy løb dybt med bolden, bandede med Elias Kachunga og sparkede følt og skruet bolden ind i det lange hjørne uden chance for Rob Elliot i buret.

Det skabte endnu mere liv på John Smith's Stadium, hvor Jonas Lössl igen kom i centrum. Først sprang indskiftede Joselu ind på ham og landede med fuld vægt og knopperne ned på danskerens venstre fod, men han kom op igen og kunne kort efter forhindre samme Joselu i at score fladt.

I samme periode trak Philip Biling en advarsel i den hektiske kamp for at forsvare føringen.

Det lykkedes, og med første rundes udesejr på 3-0 over Crystal Palace er danskerklubben Huddersfield altså stadig et vaskeægte tophold i Premier League.

Her kan du se eksklusive interviews med de tre danskere i Huddersfield:

Og her kan du se højdepunkter fra udesejren over Crystal Palace: