Derby-drama i vanvittig målfest: Eriksen kom ned på jorden

Det nordlige London-derby bød på både smukke mål, rødt kort, håndgemæng og Eriksen-temperament, da Arsenal slog Tottenham med 4-2

Pierre-Emerick Aubameyang fejrer en god dag på kontoret efter to scoringer og et oplæg. Foto: AP
Pierre-Emerick Aubameyang fejrer en god dag på kontoret efter to scoringer og et oplæg. Foto: AP

Det vrimler med London-derbies for tiden, og Arsenal og Tottenham lavede en sand fodboldfest ud af lørdagens udgave af det nordlige af slagsen.

Efter både drama og lækkerier skød The Gunners en 4-2 sejr hjem.

Arsenal lagde stærkt ud og lagde et godt tryk på gæsterne, men der skulle en tåbelig belgisk hånd på bolden for at få hul på bylden efter otte minutter.

Den tilhørte Jan Vertonghen, som umotiveret lod den gå med til vejrs i en luftduel med Shkodran Mustafi, og Pierre-Emerick Aubameyang konverterede straffesparket.

Tottenham var under pres men har som bekendt en skarp dansk fod med på banen, og den blev kompetent sat til bolden, da Sokratis efter en halv time lidt unødvendigt havde nedlagt Son Heung ude på kanten af banen.

Christian Eriksen skruede på djævelsk vis friparket ind mod mål, og Erik Dier kom forrest og kunne snitte den videre med hovedet. Bernd Leno burde dog have stået bedre på benene i sit mål i den situation.

Dier fortsatte provokerende sit jubelløb ud mod Arsenals opvarmende reserver i hjørnet af The Emirates, og det tændte lunten til et større håndgemæng.

Stemningen blandt værternes fans og spillere blev ikke bedre, da dommer Mike Dean tre minutter senere pegede på straffesparkspletten igen. Denne gang da Son tilsyneladende blev fældet af en meget let berøring fra Rob Holding.

Retfærdigt eller ej. Harry Kane var kold og knaldede kuglen i kassen.

Christian Eriksen lagde op til Eric Diers udligning, men trods en 2-1 føring blev Tottenham besejret af Arsenal. Foto: AP
Christian Eriksen lagde op til Eric Diers udligning, men trods en 2-1 føring blev Tottenham besejret af Arsenal. Foto: AP

Arsenal-manager Unai Emery reagerede i pausen med en dobbelt udskiftning. Aaron Ramsey og Alexandre Lacazette kom ind for Alex Iwobi og Henrikh Mkhitaryan, og Arsenal blæste straks fra anden halvlegs start til angreb igen.

Efter 55 minutter blev et af dem afsluttet på smukkeste vis.

Hector Bellerin spillede dybt til Aaron Ramsey, som sendte bolden på tværs til Pierre Emerick-Aubameyang, der huggede til og sendte bolden i en smuk bue ind bag en forstenet Hugo Lloris.

Og Tottenham-keeperen kunne heller ikke gøre noget, da Lacazette et kvarter før tid forsøgte sig udenfor straffesparksfeltet, for hans skud blev rettet af på Erik Dier.

En lille Gunners-hævn efter hans provokation, og kort efter skvattede samme Dier, så Aubameyang kunne spille Torreira fri I feltet til 4-2.

Nu var det rødt over det hele, og den samme farve fik Vertonghen at se, da Dean gav ham hans andet gule kort i et slutdrama, hvor selv Eriksen viste temperament.

Med sejren går Arsenal forbi Tottenham i tabellen. De to rivaler har dog lige mange point på fjerde- og femtepladsen.

Se også: Fænomenal dansker-fest: Bendtner bomber pokalen hjem til Rosenborg

Se også: Kasper Dolberg scorer sidste mål i Ajax-opvisning

Se også: Hareide jubler over ny udfordring: Skal kigge på miniput i juleferien

17 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere