Folkene i og omkring Leicester City Football Club kan ikke tro det. Ejeren, manden bag den lokale fodboldklub, Vichai Srivaddhanaprabha, vi kalder ham Vichai i denne artikel, er død.

Sørgende fans og indbyggere i den mellemstore, engelske provinsby græder. De lægger blomster, halstørklæder og andet souvenir ved King Power Stadium

Det gør de, fordi de holdt af Vichai.

Måske er det ikke et familiemedlem, de har mistet. Men for rigtig mange er det en ven, en mand, de var kommet til at holde meget af.

En form for paradoks set i lyset af, at mange rigmænd, der har købt sig ind i europæiske fodboldklubber, ikke altid har været lige populære.

Vichai var populær. Vældigt populær. Og ikke kun fordi hans bunker af penge var svært medvirkende til det historiske mesterskab i 2016.

Han var en venlig mand og et godt og ydmygt menneske.

Det er otte år siden, Vichai blev præsenteret som bagmanden i det konsortium, der overtog aktiemajoriteten i klubben. For godt og vel 330 millioner kroner overtog konsortiet ejerskabet.

Ved den lejlighed blev ’folkene bag konsortiet’ præsenteret som ’fantastiske mennesker med utrolige ambitioner. De har stor karakter og integritet og vil stræbe efter succes til Leicester City’, som daværende bestyrelsesformand, Milan Mandaric, udtalte.

Der herskede en vis portion skepsis til ejerskiftet blandt klubbens fans, der var hårdt prøvet med en enkelt sæson i landets tredjebedste række. Man var nu rykket op i The Championship med sled for at komme helt op i Premier League.

Vichai begyndte med at afvikle en gæld på hele 103 millioner pund, som Leicester City slæbte rundt på. Det hjalp på humøret. Han begyndte at investere i spillere, men klubben rodede rundt i midten af rækken, inden man i 2013 lige præcis kvalificerede sig til playoffs, hvor der er én PL-billet at slås om for nummer tre-seks i Championship.

Leicester tabte til Watford i semifinalen, men man havde fået smag for det. Profiler som Kasper Schmeichel, Danny Drinkwater, Wes Morgan og Jamie Vardy var hentet ind og havde tilspillet sig nøglepositioner.

Og det gav i den grad bonus i 2013-14-sæsonen, hvor nedturene var få, og man sikrede sig førstepladsen og direkte oprykning med 102 imponerende point.

Det fik Vichai til at stille op på et pressemøde, hvad han ellers sjældent gjorde. Her kunne han fortælle en paf forsamling, at klubben i løbet af tre år skulle slutte i top 5 i Premier League, og at han var klar til at bruge 180 millioner pund – svarende til halvanden milliard kroner – på at nå det.

Bum!

Det tog Leicester City to år. Ikke tre. Og de kom ikke alene i top 5, de vandt hele lortet.

Sådan så det dog ikke ud i første halvdel af sæsonen for oprykkerne. To sejre i de første 18 kampe blev det til. Så fulgte to sejre og en uafgjort, inden Leicester løb ind i seks nederlag og to uafgjorte de næste otte kampe.

Det lignede en hurtig tilbagevenden til Championship, men en nærmest uvirkelig stime mod slutningen af sæsonen, reddede Leicester. Syv af ni kampe blev vundet, og man tabte kun til Chelsea i den periode.

Og så fulgte triumf-sæsonen. Vichai fyrede manager Nigel Pearson og hentede Ranieri, hvilket fik hårde ord med på vejen i medierne. Italieneren havde som landstræner for Grækenland tabt til Færøerne og lignede ikke en mand, der kunne noget som helst med Leicester.

Det rystede ikke Vichai, der stod i midten af det hele. Ofte i selskab med sin søn, Aiyawatt, der var vicebestyrelsesformand.

Han overlod det daglige arbejde til betroede medarbejdere, som han stolede på.

Det hændte dog, at Vichai måtte træde til og træffe afgørende beslutninger. Selv i de situationer kom de implicerede parter ud af et møde med ham med smil på læben.

Det var Jamie Vardys kontraktforlængelse et godt eksempel på.

Situationen opstod i den vanvittige mesterskabssæson, hvor angriberen blev bedt om at stille på ejerens kontor på stadion. Et sted, spillerne ikke kommer. Vardy havde i hvert fald aldrig været der før, og det er der vist mange i klubben, der ikke har.

På det tidspunkt var Vardys agent og klubben endt et sted i forhandlingerne, hvor det var svært at komme videre fra.

Mødet vendte op og ned på den situation. Vardy kom ud af lokalet med et smil på læben, efter Vichai havde understreget, hvor vigtig angriberen var, og hvor højt han satte ham. Og så fandt man hinanden.

Sådan virkede han på mennesker omkring sig (Vardy endte med at invitere ham til sit bryllup), og Vichai endte med at blive mere end bare en rigmand for enden af mødebordet.

Det mærkede spillerne, men de var ikke ene om at få glæde af thai-pengetanken.

Han donerede penge i stor stil til velgørenhed i klubbens navn. I forbindelse med sin 60 års-fødselsdag gav han 60 gratis sæsonkort væk til fans.

Den bunke af BMW’er, som han købte til spillerne som bonus for mesterskabet, var et andet eksempel på, at pengepungen sad løst. Og som flere iagttagere af klubben og Vichai bemærker i forbindelse med hans dødsfald: Intet af det blev gjort for opmærksomhedens skyld.

Det handlede om klubben, om spillerne og om fansene. Det var mere end en forretning for ham. Det var loyalitet, klubfølelse og alle de værdier, fodboldfans selv lægger for dagen i deres dedikation til en klub.

Derfor endte de med at holde så meget af Vichai. Han var en af dem.

Han så alle de hjemmekampe, han overhovedet kunne. Og var han forhindret, sad Aiyawatt der.

De kunne fra første parket se deres hold fortsætte den utrolige stime i efteråret 2015. I de første 17 kampe tabte Leicester blot en enkelt – og vandt 11. Alt i alt tabte holdet sølle to kampe den sæson, og mesterskabet var en kendsgerning den aften i London, hvor Chelsea tog point fra Tottenham på Stamford Bridge.

Vichai og Aiyawatt var der. De måtte bare være til stede, hvis historien blev en kendsgerning. Der opholdt de sig, mens spillerne hos Vardy festede.

Nogle dage senere var Vichai tilbage i centrum, da han på hjemmebane fik overrakt trofæet og blev hyldet efter alle kunstens regler. Først med en æresrunde på stadion, siden forrest i bussen, da den kørte rundt i byens gader.

Vichai fortsatte. Det var ikke alle beslutninger, der var lige populære. Han havde fyret Pearson som manager. Han gjorde det samme med mestertræner Claudio Ranieri, og snart fulgte Craig Shakespeare samme vej.

Men der var også beslutninger, der faldt i god jord.

Som når tilhængerne fik gratis busture til udekampe, når han gav øl og kage på sine fødselsdage. Når han besluttede at investere over en halv milliard i et nyt træningsanlæg, og da han to gange donerede en million pund i ren velgørenhed til Leicester Royal Infirmary – bare for at kunne hjælpe nødlidende borgere i byen.

At der er tale om et forhold ud over det sædvanlige, vidner et tiltagende krav blandt fans om: De vil have opført en statue af ham i byen.

Det er set før, at spillere og trænere hædres med statuer. Hvor tit får klubejere den ære?