Desperat Premier League-bundprop tæt på Bayern-træner

Swansea har valgt den nuværende Bayern München-assistenttræner, Paul Clement, som ny manager

Paul Clement (t.v) nåede kun én oktober-fest som højre hånd for Carlo Ancelotti (t.h.) i Bayern München. Clement overtager nemlig ifølge flere britiske medier ansvaret i Swansea. Arkivfoto: AP/Matthias Schrader
Paul Clement (t.v) nåede kun én oktober-fest som højre hånd for Carlo Ancelotti (t.h.) i Bayern München. Clement overtager nemlig ifølge flere britiske medier ansvaret i Swansea. Arkivfoto: AP/Matthias Schrader

Swansea fyrede i den forgangne uge amerikanske Bob Bradley som manager efter blot 11 kampe i spidsen for den walisiske Premier League-klub.

Men fyringen havde ingen chok-effekt, da Swansea, med den midlertidige træner Alan Curtis ved roret, nytårsaften fortsatte stimen af nederlag og faldt sammen med 0-3 hjemme mod Bournemouth.

Men den næste manager står allerede klar i kulissen til at overtage svanerne og redde Michael Laudrups tidligere klub fra den truende nedrykning.

Ifølge flere britiske medier, heriblandt Daily Mail, bliver det den nuværende Bayern München-assistenttræner, Paul Clement, som overtager jobbet i Swansea.

Ancelottis højre hånd
Paul Clement har en flot trænerkarriere bag sig - dog kun som assistent. Briten har de seneste år hovedsageligt udmærket sig som Carlo Ancelottis højre hånd, og Clement har assisteret den navnkundige italiener i både Chelsea, Paris Saint-Germain, Real Madrid og Bayern München.

Det seneste manager-job, som Paul Clement bestred, varede kun i otte måneder. Det var i fjor, da Derby County fyrede Clement, inden han igen fandt under Ancelottis vinger.

Den 44-årige englænder var ifølge britiske medier i kamp med Wales' landstræner Chris Coleman om jobbet. Coleman afslog dog muligheden, og herefter var Paul Clement førstevalget foran blandt andre Ryan Giggs og Gary Rowett.

Hvis Paul Clement som ventet overtager stillingen i Swansea, venter der en stor opgave. Klubben har tabt fire Premier League-kampe i træk og ligger på sidstepladsen i tabellen med blot tre sæsonsejre og 12 point.

Se også: Bilic raser over uretfærdig fyring af Bradley

Se også: Spillerne gik bag ryggen: Fyret PL-manager fik øgenavn

Se også: Efter blot 11 kampe: Premier League-klub fyrer manager

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere