Diego Costa har fundet svar i Chelsea-krise: Jeg var for tyk

Diego Costa påtager sig sin del af ansvaret for Chelseas dårlige sæsonstart - bomberen kom ganske enkelt fra sommerferie med for mange kg på kroppen

Der er forskel - måske ikke meget, men dog alligevel - på Diego Costa fra starten af sæsonen og nu. (Foto: AP/Tim Ireland og Alastair Grant)
Der er forskel - måske ikke meget, men dog alligevel - på Diego Costa fra starten af sæsonen og nu. (Foto: AP/Tim Ireland og Alastair Grant)

En horribel sæsonstart har sat Chelsea på den anden ende.

Manager José Mourinho bliver beskudt fra alle vinkler, på trods af at han har fået fuld opbakning fra klubejer Roman Abramovich.

Men der er også andre, der bakker manageren op. Eksempelvis den skandaleombruste angriber Diego Costa.

Selv om han i disse dage har mere end rigeligt at se til omkring sin egen kontante spillestil, så forsvarer han alligevel Mourinho og påtager sig en stor del af ansvaret for den dårlige start på sæsonen i 37 år.

- Jeg skal være ganske ærlig. For nogle uger siden, fem eller seks måske, var jeg ikke på toppen. I hvert fald ikke fysisk.

- Jeg blev skadet i slutningen af sidste sæson, og så tog jeg på ferie. Jeg kom lidt væk fra min kostplan, og jeg kom hjem uden at være der, hvor jeg skulle være.

- Jeg var en smule overvægtig. Og det påvirkede mit spil, siger Diego Costa i et interview med avisen The Telegraph.

Diego Costa fra premiere-kampen mod Swansea 8. august. (Foto: AP/Tim Ireland)
Diego Costa fra premiere-kampen mod Swansea 8. august. (Foto: AP/Tim Ireland)
 

Se også: Nu igen?! Se Chelsea-bombers nye svinestreg

Han er ikke i tvivl om, at det i højere grad er spillernes - i stedet for Mourinhos - ansvar, at starten på sæsonen er forløbet, som den er gjort.

- Man kan være egoistisk og skyde skylden på manageren, men det vil jeg ikke gøre. Jeg er 100 procent ansvarlig, og det er de andre også. Vi ved, at vi ikke var i den form, vi skulle være i ved sæsonstart.

- Vi må skyde skylden på spillerne, for vi kom for selvsikre tilbage fra ferie, og vi troede, at vi bare kunne falde tilbage til, hvordan det var sidste sæson. Og da vi så indså situationens alvor, så var vi allerede i en skidt position.

- Så det eneste, vi kan gøre nu, er at arbejde hårdt og forsøge at nå tilbage til det niveau, vi havde sidste sæson, siger den spanske angriber.

I dag optræder Diego Costa i en mere fit udgave - nu er det mere problemer med temperamentet, der trykker. (Foto: AP/Alastair Grant)
I dag optræder Diego Costa i en mere fit udgave - nu er det mere problemer med temperamentet, der trykker. (Foto: AP/Alastair Grant)
 

Se også: Efter udvisning: Chelsea-bølle endte med den hårdeste straf

Han er helt overbevist om, at José Mourinho om nogen er manden, der kan løfte Chelsea op af den aktuelle suppedas - det er ikke uden grund, at han bliver kaldt 'The Special One'.

- Der er managere, der altid siger, hvad folk vil høre. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg vil hellere have en, der helt ærligt fortæller mig, hvad der kommer til at ske i stedet for at sige søde ting, jeg gerne vil høre.

- Hvis man spørger en million fodboldspillere om, hvem de helst vil have som træner, så vil en top tre liste bestå af Mourinho, Guardiola og Simeone. Det var en af grundene til, at jeg kom til Chelsea.

Diego Costa har været i vælten efter episoden fra Arsenal-kampen - se den herunder:

8 kommentarer
Vis kommentarer