Den islandske legende Eidur Gudjohnsen fortsætter karrieren i engelsk fodbold. Det står klart, efter at Bolton Wanderers via klubbens Twitter-konto har offentliggjort, at man har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommer, med den 36-årige offensivspiller.
Tidligere på sommeren trænede Eidur Gudjohnsen først med i OB og senere FC København, men han fik ikke kontrakt i de danske klubber. I stedet vender han altså tilbage til Bolton, som han spillede for fra 1998 til 2000, inden han blev solgt videre til Chelsea. Herfra byggede islændingen, der kan spille på midtbanen og i angrebet, sig en flot karriere, der også bød på et ophold i FC Barcelona og Tottenham. Senest var Gudjohnsen i Club Brügge.
Gudjohnsen og Jørgensen i kamp for FCK-reserver
Eidur Gudjohnsen har spillet 78 gange på det islandske landshold, og han kan måske blive holdkammerat med Emile Heskey i Bolton. I hvert fald overvejer den engelske klub at hente den tidligere Liverpool-angriber til Bolton. Heskey har ellers stoppet karrieren, men kan måske få en ny chance.